Fortsæt til indhold

TRIF gentænker seniorfodbolden

Efter sommerferien træner seniorspillerne sammen med U19- og U17-truppen

Sport
Af Lars Norman Thomsen

I et forsøg på at skabe en stærkere træningskultur - og klubkultur i det hele taget - har TRIF besluttet at lade seniortruppen træne med U19 og U17 spillerne hver mandag og onsdag efter sommerferien.

“Vi bliver nødt til at gøre noget, hvis vi vil noget mere på seniorsiden, og derfor har vi besluttet, at vores mange talentfulde seniorspillere og U19 og U17 spillere skal træne sammen,” siger Martin Nielsen, næstformand i TRIF's fodboldbestyrelse og tillige cheftræner for U17-truppen.

Sammen med seniortræner Casper Kjær Sørensen skal Martin Nielsen i fællesskab forestå efterårets træningspas med den nydannede trup.

“Casper og jeg deles om ansvaret på træningsbanen, og vi er begge enige om, at der skal steppes op til træningen, så både seniorer og ungdomsspillere vil opleve, at kravene bliver større,” siger Martin Nielsen.

Tilfreds seniortræner

Casper Kjær Sørensen har det seneste års tid været ret alene om seniortræningen, ligesom han har haft ansvaret i kampene for både førsteholdet i Serie 3, der lige netop klarede at holde sig over 'stregen' i sidste sæson, og andetholdet i Serie 5 som sluttede på jumbopladsen.

“Hvis vi vil noget mere med seniorfodbolden, så skal intensiteten til træning skærpes betydeligt, og det tror jeg også automatisk vil ske med den nye model,” siger Casper Kjær Sørensen, der havde stillet som krav, at der skulle noget nyt til for, at han ville fortsætte.

Det er meningen, at han fremover kun skal følge førsteholdet i kampene.

“Vi arbejder på at finde en ansvarlig til andetholdet, som også i efteråret kommer til at spille i Serie 5,” siger Martin Nielsen.
“Vedkommende skal være der omkring kampene, men, hvis han er indstillet på det, også være synlig på træningsbanen,” siger Martin Nielsen.

Casper Kjær Sørensen, der havde kontraktudløb 1. juli 2017, har fået fornyet kontrakten, så den gælder til årsskiftet.

“Når sæsonen er færdigspillet, evaluerer vi tingene og aftaler, hvad der skal ske videre frem,” siger Martin Nielsen.

U17 spillere på efterskole

U17 holdet skal efter sommerferien spille med på øverste hylde i U17 DRENGE LIGA 1.

“Vi har en lang række spillere, der skal på efterskole, men de vil være til rådighed, når de er hjemme,” forklarer Martin Nielsen.

“Casper og jeg er også enige om, at er der U17 spillere, der kan klare sig på førsteholdet i Serie 3, så spiller de der sideløbende. Vi får arrangeret kampene således, at Serie 3 og U17 ikke spiller samme dag.”

TRIF havde tilmeldt et U19 hold, men har trukket holdet igen i håb om, at hovedparten af de unge kan udgøre en solid base på andetholdet i Serie 5 og for fleres vedkommende måske også gøre sig gældende på førsteholdet.

Førsteholdet må vinke farvel til anfører og krumtap Rasmus Bendtsen, som læser i Aalborg og ikke længere orker at køre frem og tilbage mellem Aalborg og Rønde et par gange om ugen.

Forsvarsspilleren Emil Anker har desuden meddelt, at han spiller i Mørke i næste sæson.

“Jeg mener, vi med det nye tiltag er dækket godt ind, og spillerne får også at vide, at der ikke længere bliver uddelt badebilletter. Der skal trænes for at komme i betragtning til førsteholdet,” understreger Martin Nielsen.