Træner kastede vand i hovedet på bolddreng - blev selv overdænget med øl
Weekendens kamp mellem Hillerød og Jægersborg i Danmarksserien endte højdramatisk og dommeren fik travlt med at uddele kort for brok og film. Desværre endte kampen også med skandaløs optræden fra flere sider. Det skriver Hillerød Posten.
Efter et spilstop, hvor en Jægersborgspiller måtte behandles i eget målfelt, valgte Jægersborgs træner at gå langsomt ind over banen for at hjælpe spilleren. Efterfølgende gik både træner og spiller ikke den korteste vej ud af banen, hvilket udløste et gult kort.
På vej tilbage til sin bænk kastede træneren vand fra sin dunk i hovedet på en bolddreng bag målet, og det udløste stor vrede blandt tilskuerne, som reagerede ved at kaste både vand og øl over træneren, da han gik forbi dem. Det resulterede i endnu mere vandkasten fra træneren og tilhørende højlydte skænderier med tilskuerne, beretter Hillerød Posten.
Jægersborgs træner klagede efterfølgende til både linjevogter og dommer, hvilket udløste en henstilling fra speakertårnet til tilskuerne om ikke at genere gæsternes træner.
Hos Jægersborg Boldklub har man en lidt anden opfattelse af situationen. På klubbens hjemmeside står der i kampreferatet:
"Men varmen og gemytterne var nu på kogepunktet, og det var måske derfor at tåbelige tilskuere hældte 4 øl ud over JB's træner, hvilket blot afstedkom en unfair henvendelse fra stadion-speakeren om ikke at genere JB's træner fordi ”han har jo tydeligvis problemer nok i forvejen”. Det er sgu ikke i orden, Hillerød!"
400 tilskuere overværede den dramatiske forestilling på Hillerød Stadion, som endte 2-2.
Ja, der er ikke noget, der kan tænde et temperament som fodbold.