Fortsæt til indhold

Ry Judo Klub til Masters Stævne

Sport
Arkiv

Henrik Nielsen fra Ry Judo Klub stilled for nylig op ved Judo Masters Stævne i Odense sammen med klubkammeraten Jens Hausgaard.

Mens Jens Hausgaard måtte se sig slået i alle kampe, lykkedes det Henrik Nielsen at få en bronzemedalje med hjem til klubben i -90 kilo klassen.

Henrik forklarer til Lokalavisen, at et master stævne er et stævne for en hel masse judokæmpere, primært herrer, som har overskredet sidste salgsdato, når der tales om elitejudo.

“Det er oldboys i hvide eller blå dragter, ofte med sort bælte og gråt hår. Vi mødes med et 'hej, hvor er det fedt at se dig igen, vi mødes på måtten', og et 'nå skal vi se at komme på vægten',” fortæller han.

Når indvejningen er overstået fordeles puljerne efter vægt.

-bo

Til stævnet i Odense deltog kæmpere fra hele Danmark. Her blev der indledt med en belæring fra dommerne om, hvilket regelsæt der er gældende af hensyn til de, der lige skal ind og prøve igen efter mange års fravær.

“Kommentarer som 'nå, må vi ikke det mere? Det var ellers min favoritteknik' hørtes spredt,” fortæller Henrik.

Med et 'Hajime' starter første kamp. Herrer over 100 kilo. Her var Jens Hausgaard på banen.

“Han var dog lidt for tit med i et godt kast, bare i den forkerte ende, så efter fire kampe, og ingen vunden, sluttede stævnet for ham,” forklarer Henrik.

Dernæst var det Henriks egen tur til at kæmpe.

“Første kamp var mod den evige rival fra naboklubben, som jeg kun tabte knebent til, hvilket er en præstation i sig selv. Næste kamp vandt jeg, men tabte den tredje. Det rakte dog til at rykke i medaljepuljen, hvor jeg fik stygge klø af en meget rutineret herre, og tabte på en flot indsat strangulering. Trods nederlaget, var bronzemedaljen hjemme.”