Danmarks højeste cykelløb skydes i gang i Skanderborg
Astral-Biking motionsløbet triller gennem Skanderborg Kristi Himmelfartsdag
Danmarks Højeste Motionscykelløb, Astral-Biking, er et af Østjyllands sikre forårstegn. I år finder løbet sted sted 25.maj. Klassikeren køres i Skanderborg for 35.gang i træk, og her kan deltagerne vælge mellem fem distancer.
For de hårde motionister er 'kongeruten' på 185 km et oplagt valg. Det er en udfordrende tur, der vil være ideel som fortræning, hvis sommerens tur skal gå sydpå til lidt større bakker. Kortere, men ikke mindre udfordrende, er der mulighed for 140, 100 eller 65 km. Det er alle ruter, der vil give sved på panden.
Familie- og firmarute
Den sidste distance på 25 km er et godt valg som familietur eller som firmatur med kollegerne. På alle ruter er der indlagt depoter, hvor der kan tankes op med både vådt og tørt. Alle deltagere vil få udleveret en chip til tidtagning, og kan efter løbet få udskrevet diplom.
Start og målområdet er placeret ved Skanderborg Gymnasium på Højvangen Torv, og her vil der være boder med udstilling af cykler, cykeltøj med mere. Der vil, til underholdning af et lokalt band, være mulighed for, at nyde kaffe, the, øl, vand, pølser og pålægsboller.
På dkhojeste.dk kan du finde information om tilmelding.