Fortsæt til indhold

AGF-chef inden europæisk eksamen mod Brügge: »Du må og skal tro, at det er muligt«

Når AGF spiller torsdag, er belgierne pæne favoritter. Men både træner og sportschef ser frem til kampen - og med tro på tingene.

Sport

AGF og Europa er noget, som de senere år har rimet meget dårligt på hinanden. Kun tre gange siden årtusindeskiftet har ’de hviie’ spillet sig til kampe uden for landets grænser - noget som tilmed er endt i korte udflugter.

Faktisk har der været fire europæiske kampagner, hvis man tæller lyn-visittet i den hedengange Intertoto Cup med, hvor Aarhus-klubben i 2001 havde meldt sig til, men hurtigt måtte liste sig ud af døren i første runde efter et sammenlagt 7-2-nederlag til slovenske Publikum Celje over to kampe.

11 år senere i 2012 røg man også ud allerede i første kval-runde af Europa League til georgiske Dila Gori. Derfra gik der yderligere otte år før UEFA-flagene igen kunne vaje forenden af Stadion Allé, da David Nielsens tropper i 2020 - som det indtil videre eneste AGF-hold i nyere tid kom videre fra første runde og forbi finske FC Honka Espoo. Derefter blev slovenske NK Mura så endestationen i anden kvalrunde.

Største blamage kom til gengæld året efter, hvor de nordirske semiproffer fra Larne trak det længste strå over to kampe. Og igen blev første runde altså sidste stop for AGF - denne gang dog i den europæiske Conference League.

Patrick Mortensen, Frederik Tingager og Nikolaj Poulsen AGF jubler efter sidste kamp i sæsonen mod Brøndby, hvor Aarhus-klubben i de døende minutter vandt bronzemedaljer i superligaen. Og dermed indløste man også billet til Europa Conference League. Arkivfoto: Ernest van Norde

Og nu truer en ny Europa-kampagne så igen, ville nogle fans måske halvvejs tænke med klubbens seneste europæiske meritter in mente. Her hjælper det nødvendigvis heller ikke, at aarhusianerne i første runde af kvalifikationen til dette års Conference League har trukket den belgiske storklub Club Brügge. En klub, der spillede i Champions League i sidste sæson og nåede 1/8-finalerne - og som på papiret må betegnes at være en klasse eller to over de klubber, der tidligere har ageret banemænd for Aarhus-klubben i europæisk regi.

Det er klart, de er favoritter, og vi er underdogs. Men jeg fornemmer også en særlig stemning i byen på grund af den her kamp
Uwe Rösler, cheftræner i AGF, forud for første kamp mod Club Brügge.

Men spørger man to af klubbens ledende skikkelser forud for opgøret torsdag aften i Brügge, hvor 1.500 AGF-fans allerede har sikret sig en plads på Jan Breydel Stadium, så glæder man sig - og man tror på miraklernes tid ikke er forbi. Og det faktisk noget man skal ifølge sportschefen.

Du må og skal tro

»Vi vandt 4-2 over Ajax på de to kampe,« fortalte AGF’s sportschef Stig Inge Bjørnebye til den fremmødte presse tilbage i slutningen af juni, og det blev sagt med en sådan betoning og energi, at man ikke kunne være i tvivl om, at han fortalte om en af de stolte stunder fra karrieren som sportschef.

For da pressen var inviteret ud for at høre om AGF’s forberedelser frem mod den nye sæson, faldt spørgsmålene naturligvis også på de kommende europæiske kampe, og hvordan man ser på chancerne mod Brügge, og her trak Bjørnebye på sin egen tid som sportschef i norske Rosenborg, hvor man tilbage i 17/18-sæsonen lavede en mindre overraskelse og slog mægtige Ajax ud i Europa League-playoff’en. Og det var altså vel at mærke stort set samme Ajax-hold, som sæsonen efter slog både Real Madrid og Juventus ud af Europa og endte i Champions League-semifinalerne:

»Du må og skal tro, at det er muligt. Gør du ikke det, så kommer det også til at gå ad helvede til,« slog Bjørnebye fast med tanke på, at AGF i et eller andet omfang nu skal forsøge at kopiere kunststykket fra Rosenborg denne torsdag i slutningen af juli.

AGF's sportschef Stig Inge Bjørnebye ved en ting eller to om at spille i Europa - som spiller spillede han i UEFA Cuppen for Liverpool og Rosenborg - og så har han senest som sportschef for sidstnævnte også været med til at finde vejen til de europæiske gruppespil - senest i 2018, hvor nordmændene slog Ajax 4-2 over to kampe - bl.a. med Nicklas Bendtner på holdet. Foto: Ernst van Norde

Er mere erfaren end AGF

Og hvis AGF-fansene virkelig skal finde noget at hænge troen på et videre avancement op på, så kan man kigge på den mand, som Bjørnebye satte til at lede holdet sidste år efter David Nielsens exit.

Cheftræner Uwe Rösler ved i hvert fald, hvordan man går videre fra et europæisk gruppespil. Noget som han gjorde to år i streg med Malmø FF, hvor man undervejs både slog tyrkiske Besiktas to gange, Dynamo Kiev og FCK, inden man blev sendt ud af henholdsvis Chelsea og Wolfsburg. Rösler stoppede dog i det svenske - efter uenigheder med ledelsen om klubbens fremtidige retning - lige inden holdet fra Skåne blev ekspederet ud af Wolfsburg i starten af 2020.

Men sammenlagt har den østtyske træner været involveret i 39 europæiske kampe for henholdsvis Malmö FF, Wigan, Viking og Lillestrøm - og har på den måde - ene mand - mere erfaring med europæisk fodbold, end AGF har som klub i nyere tid. Og i tyskerens 39 kampe er det blevet til 17 sejre, 13 uafgjorte og 9 nederlag. Altså er kun en fjerdedel af kampene endt med nederlag. Her er tyskeren også bekendt med AGF’s manglende Europa-erfaring, men samtidig overbevist om, han kan rykke noget ved den:

»Det er klart, vi har ikke en god historik i Europa, hvis man kigger på de sidste 20 år. Det at spille i Europa er noget, vi skal lære som klub. Det handler om ting som trupsammensætning, spillestil, rejse-planlægning og restitutionsbehandling. Der er så mange små og store ting, vi skal lære - men det, synes jeg også, er en spændende udfordring. Jeg har spillet i Europa før som træner i Norge - men især i Sverige nød jeg det virkelig. Og med den erfaring jeg har, tror jeg også, at jeg kan hjælpe klubben til at blive bedre her,« fortalte Uwe Rösler tilbage i slutningen af juni.

Skal tage energien fra Aarhus med

Han kender også i forvejen belgiernes norske cheftræner Ronny Deila særdeles godt fra deres fælles trænerfortid i norsk fodbold. Og AGF’s norske assistenttræner Kenneth Dokken er ifølge Rösler bedste venner med Ronny Deila - så på den måde har den aarhusianske trænerbænk et pænt forhåndskendskab til, hvad det belgiske hold kan finde på at komme med rent taktisk i de to opgør.

Men én ting er taktik, noget andet er niveauet - og der er Rösler klar i spyttet:

»Vi kunne ikke have trukket en svære modstander,« siger han og fortsætter:

»Men jeg synes også, det er en god udfordring. Presset ligger helt åbenlyst på Brügge. Og vi sætter vores lid til det fundament, vi lagde i sidste sæson. Og jeg kommer nok ikke til at lave de store ændringer forud for den kamp - for det er vigtigt, at vi spiller med spillere, der kender deres opgaver.«

»Det er klart, de er favoritter, og vi er underdogs. Men jeg fornemmer også en særlig stemning i byen på grund af den her kamp. Når jeg går rundt på Aarhus Ø - kommer folk hen til mig og fortæller; ’vi tager med til Brügge, vi tager med til Brügge’, og de spørger om billetter til kampen,« fortalte Rösler med et stort smil på læben:

»Og den energi, skal vi tage med os derned og ind i kampen. Vores mål er at komme hjem til Aarhus fra Brügge med noget at spille for - og det betyder, vi skal have et godt resultat, så vi stadig tror på chancen for at gå videre og skabe sensationen.«

Og så er vi tilbage ved det med at tro på tingene.

”Så selv et smalt nederlag kunne være et godt resultat i første kamp,” ville en journalist gerne have afklaret. Til det svarede Rösler kort og kontant:

»Jeg snakker ikke om nederlag. Jeg snakker om et resultat, hvor vi stadig har troen og en realistisk chance for at gå videre.«

Om AGF vender hjem til Aarhus med troen på den store sensation, afgøres torsdag i Brügge kl. 20. Kampen vises på TV 2 Sport X.