Bundesliga-klub kommer til Skødstrup
Organiseringen skal sidde lige i skabet, når Aarhus-forstaden lægger hal til træningskampen mellem Skanderborg-Aarhus Håndbold og de tyske VFL Gummersbach, det kan give Skødstrup hallen problemer.
12 mesterskabs- og fem Champions League-titler er det blevet til for det tyske VFL Gummersbach gennem tiden.
Når Bundesliga-holdet inden længe skal spille træningskamp mod Skanderborg-Aarhus Håndbold, bliver det foran markant færre tilskuere, end spillerne er vant til. Normalt er der over 4.000 tilskuere til holdets kampe, men tirsdag 8. august disker Midtpunkt i Skødstrup op med 130 tilskuere.
Alligevel er formanden for Skødstrup Håndbold, Jesper Madsen, sikker på, at arrangementet bliver fantastisk.
»Jeg glæder mig til at opleve stemningen i hallen. Vi skal have fat i nogle klappevifte,« fortæller formanden.
Logistikken til kampen er noget, Skødstrup Håndbold løbende arbejder med. Alt skal ordnes med hjælp fra frivillige.
Samfundsudfordringen
Her kommer problemet for klubben frem. Igennem en længere periode, som stadig er i gang, oplever foreningen, at det bliver sværere at engagere samfundet til frivilligt arbejde.
»Vi kæmper også i Skødstrup, ligesom alle andre steder, med at skaffe frivillige nok. Det er desværre ikke kun til kampen, men til at sidde i bestyrelser og være håndboldtræner. Uden de frivillige vil hallen være tom. Danmark er bygget på frivilligt foreningsliv - det står desværre lidt for fald i de her tider,« fortæller Jesper Madsen.
En undersøgelse fra Center for Frivilligt Socialt Arbejde viser, at små og mellemstore foreninger ofte oplever problemer ved at tiltrække frivilligt arbejdskraft. Siden 2004 er antallet af frivillige i foreninger cirka det samme, med et lille fald fra 2017 til i dag.
Til gengæld er tiden, folk bruger på frivilligt arbejde, faldet gevaldigt. I 2004 brugte hver frivillig i gennemsnit 17 timer om måneden, i 2021 var det tal faldet til 14 timer i gennemsnit. Det svarer til, at 162.000 fuldtidsstillinger er forsvundet fra foreningslivet, eller seks millioner timers frivilligt arbejde.
Flere arrangementer
Selvom foreningslivet oplever problemer med rekruttering af frivillige, forholder håndbold-formanden sig optimistisk for træningskampen.
»Jeg vil gerne vise, at vi godt kan afholde sådanne arrangementer. Det kræver, at folk både kommer herhen for at se kampen, men også bistår de frivillige, der løfter hele dagen,« forklarer Jesper Madsen.
Han er også interesseret i at afholde flere kampe i den øverste kaliber, hvis Skødstrup Håndbold oplever tilslutning fra byen.
»Kampene kræver som sagt altid frivillige kræfter, men med de her arrangementer er det også vigtigt at finde sponsorer, og det brugte vi alt tiden på inden sommerferien. Nu kan vi fokusere på at få alt klar til kampen. Hvis der er opbakning fra Skødstrup, så vil vi gerne lave flere af den slags arrangementer,« siger håndbold-formanden.
Det bliver første gang, at den 130-personers store hal skal rumme en håndboldkamp af den kaliber.
Verdensklasse sport
Som venskabsforening af Skanderborg-Aarhus Håndbold er Skødstrup Håndbold blevet spurgt, om klubben vil arrangere træningskampen.
»En god del af forældre i håndboldklubben har sagt, at de vil hjælpe til på dagen. Kampen har også engageret flere af holdene i klubben. Vi håber også, at et arrangement som det her kan hive nogle flere spillere til klubben,« fortæller Jesper Madsen.
Formanden håber også på, at flere folk vil få øjnene op for byens klub og deltage i de andre arrangementer, der ellers afholdes i hallen. Håndbold-formanden ved ikke, hvad han skal forvente af tilskuere, men slår fast, at der desværre kun er plads til 130 gæster.
»Jeg tror egentlig, at der skal blive fyldt op hurtigt. Jeg tror, der er mange, der synes, det er meget sjovt at komme og se sådan en kamp, når den nu lige er i baghaven,« siger Jesper Madsen.
Kampen bliver spillet 8. august klokken 18.00. Dørene åbnes allerede 16.30, og de få pladser betyder, at der kan være trængsel om pladserne. Derfor opfordrer Jesper Madsen til, at tilskuerne kommer i god tid for at sikre sig en plads.