Fortsæt til indhold

Søren Koch Østergaard gjorde ondt på sin tidligere klub

FC Djursland tabte med 3-1 til Fuglebakken KFUM i premieren i Jyllandsserien 1. Unge Kasper Mikkelsen scorede trøstmålet sent i kampen.

Sport

Den tidligere FC Djurslandspiller Søren Koch Østergaard gjorde det onde ved sine gamle holdkammerater, da nedrykkerne fra FC Djursland lørdag middag var på besøg hos Fuglebakken KFUM på Højlyngen i det vestlige Aarhus i premieren i efterårets turnering i Jyllandsserien 1.

Vores defensive midtbanespiller Fabian Korsgaard blev midt i 1. halvleg udvist i ti minutter med et gult kort efter et frispark. Fuglebakken KFUM og især Søren Koch Østergaard straffede os ved at score to mål, mens vi var i undertal
Flemming Zaar

Med sin fart på højre kant var Søren Koch Østergaard, ifølge holdleder Flemming Zaar, nemlig i højeste grad medvirkende til at sætte FC Djursland til vægs, da Fuglebakken KFUM i anden halvdel af 1. halvleg scorede tre gange i løbet af bare seks minutter.

»Vores defensive midtbanespiller Fabian Korsgaard blev midt i 1. halvleg udvist i ti minutter med et gult kort efter et frispark. Fuglebakken KFUM og især Søren Koch Østergaard straffede os ved at score to mål, mens vi var i undertal,« fortæller Flemming Zaar. Søren Koch Østergaard blev noteret for en assist, men var til evig uro for FC Djurslands defensiv.

»Fuglebakken KFUM’s mål blev alle scoret i feltet efter pres fra hjemmeholdet. Vi blev presset i defensiven og fik ikke fat i returboldene.«

FC Djursland fik generelt ikke presset godt nok op i 1. halvleg i en kamp, som ellers bølgede frem og tilbage.

»Det var en lige kamp med stor intensitet, hvor begge hold savnede en klar linje i dommerens afgørelser. Men Fuglebakken KFUM var hurtigere i omstillingsspillet og var mere aggressive og konsekvente i deres forsvarsspil,« siger Flemming Zaar.

Indskiftede Kasper Mikkelsen reducerede til 3-1 med godt ti minutter igen, men det var for sent til at få indflydelse på kampens udvikling.

Sebastian Ring tilbage

Tre mål indenfor seks minutter var en spand kold vand i hovedet på FC Djursland i premierekampen, men cheftræner Felipe Soares forsøgte i pausen at give sit hold mere punch ved at gå fra 4-4-2 til 3-5-2 for at få lukket ned for Fuglebakken KFUM’s kanter.

FC Djursland startede med Anders Emil Hjort på mål bag en forsvarskæde med Martin Westmark Hansen, Nichlas ‘Høffe’ Høpfner Hansen, Frederik Borup Vogel og Casper Stylsvig Bæksted. På midten spillede Fabian Korsgaard og den efter en langvarig skade tilbagevendte Sebastian Ring med Mikkel Sloth og Malthe Lemming Engelund på kanterne. Helt fremme spillede Edis Demirovic og Nis Traulsen.

»Vi troede i pausen på, at vi kunne vende kampen. Men der gik alt for lang tid, før vi fik åbnet for målscoringen med Kasper Mikkelsens mål,« siger Flemming Zaar.

I pausen blev Edis Demirovic udskiftet med Thorbjørn Friis Overgaard, da holdet blev ommøbleret i en 3-5-2 opstilling for at kunne presse offensivt. Kasper Mikkelsen afløste Frederik Borup Vogel og Bestun Eliassi kom ind i stedet for Fabian Korsgaard.

»Vi scorede til 3-1 efter et godt et-to opspil i midten af banen, så Kasper Mikkelsen slap fri til scoring i feltet. Men det var for sent til at det fik betydning for kampen,« siger Flemming Zaar, som fremhæver Malthe Lemming Engelund for en stor arbejdsindsats trods problemer med lysken.

Mads Berg ved roret

FC Djursland stillede op uden de to offensivspillere William Loft og Benjamin Lahn Sørensen, som begge var stamspillere i sidste sæson. De har søgt nye græsgange, og William Loft scorede i sin debutkamp for Nørager B i 3-2 sejren over Hornbæk SF i Serie 1. Benjamin Lahn Sørensen scorede på straffespark, da Åstrup/Hammelev IF spillede 2-2 mod Ådalen IF i Serie 3.

FC Djursland måtte også undvære brødrene Oliver og Christian Jensen, som stod over med småskader fra træningskampen forleden mod Brabrand IF. Den endte 2-2 på scoringer af Oliver Jensen og Nichlas ‘Høffe’ Høpfner Hansen. Desuden var også Tobias Sejersbøl Øland skadet, og rutinerede Christian Rytter Fløjborg sidder fortsat udenfor.

Fuglebakken KFUM havde den tidligere KPI og FC Djursland midtbaneprofil Mads Berg ved roret og havde desuden Søren Koch Østergaard i en kampafgørende rolle på banen. Janus Tranæs Didriksen er i Fuglebakken KFUM’s trup, men var skadet og stillede derfor ikke op mod sin gamle klub.

FC Djursland får en ny chance for at komme på tavlen mod Aalborg Freja lørdag kl. 15.00 på HSM Arena i Grenaa. Aalborg Freja slog hjemme Brabrand IF med 1-0 i premierekampen.