Fortsæt til indhold

Vivild skal først have banket noget rust af

I modsætning til lokalrivalerne fra Nørager indledte Vivild sæsonen i Serie 1 i weekenden med et nederlag. VSKs velspillende divisionsreserver vandt hjemme 2-0 over 'De grønne'.

Sport

Uden Emil Mortensen og Michael ’Beat’ Jensen i truppen startede Vivild sæsonen i Serie 1 med at tabe 2-0 til VSK på banerne ved Idrætshøjskolen i det nordlige Aarhus.

VSK havde den tidligere ungdomsspiller i IF Midtdjurs, Niels Peter Følle Agerbo Petersen, med på holdet, mens Vivild stillede op uden sidste sæsons spillende trænerassistent Emil Mortensen (optaget af bryllup) og midtbanespilleren Michael ’Beat’ Jensen.

Sidstnævnte blev alvorligt skadet i en kamp mod Vorup FB før sommerferien, hvor han i huj og hast måtte køres på hospitalet.

»Michael har det godt nu, og det er vi vildt glade for på hans vegne. Fodbold kommer han ikke til at spille i denne sæson, men det er meget lidt væsentligt i forhold til, at han er kommet sig efter det meget grimme uheld før sommerferien,« siger cheftræner Frank Ole Enevoldsen, der her efter sommerpausen har fået klubbens tidligere målmand Tony Hansen med som målmandstræner og assistent.

»Det er jeg meget glad for,« siger Frank Ole Enevoldsen.

Fortjent sejr

I sidste sæson lykkedes det Vivild at besejre VSK i begge indbyrdes møder, og det på trods af, at Frank Ole Enevoldsen ikke var bleg for at udnævne forstadsaarhusianerne til rækkens klart bedst spillende fodhold.

»Det er et godt fodboldhold, og de var tydeligvis et par uger foran os i tanke og handling. Deres omgang med bolden er glimrende, og de spillede generelt meget hurtigere end os, så intet at indevende herfra mod deres sejr. Den var velfortjent.«

Fraværet af Emil Mortensen og ’Beat’ betyder meget. Emil er meget afgørende for, at vores presspil lykkes og ’Beat’ scorede mange mål for os i sidste sæson.

Stær med et kvarter

Vivild havde sin tidligere topscorer Sebastian Stær med på bænken efter, at han sad ude med en skade i stort set hele sidste sæson.

Stær varmede bænken sammen med Rasmus Knudsen og Casper Moltke.

»Sebastian spillede godt et kvarter, og det var rart at se ham i vigør, selvom vi må være tålmodige. Han mærker fortsat sin ankelskade, men vi håber, at han ligeså stille kan spille flere og flere minutter. Hans fart og rutine kan vi bruge, og ikke mindst at han kan lave mål ud af ingenting,« siger Frank Ole Enevoldsen, der havde tre vævre typer på de tre forreste angrebspladser. Sander Konggaard spillede midterpositionen, mens Peter Lindgaard Møller og tilbagevendte Patrick Klitgaard agerede på kanterne.

På midtfeltet blev anfører Nicklas Mathiesen suppleret af Christian ’Pjokke’ Vendelbo og talentfulde Mathias Severinsen.

Nikolai Hansen, der fik lidt af et gennembrud i målet i sidste sæson, tog selvfølgelig med hænder, mens firebackkæden bestod af Emil Bang Jensen, Thomas Thorngaard, Chris Christensen og Frederik Muschilewski.

»Fraværet af Emil Mortensen og ’Beat’ betyder meget. Emil er meget afgørende for, at vores presspil lykkes og ’Beat’ scorede mange mål for os i sidste sæson.«

Lidt rusten

Frank Ole Enevoldsen har skullet vænne sig til, at det er blevet en Vivild-tradition at møde Nørager i sommerpausen to gange, en gang til sommerfesten i Nørager og en gang til byfesten i Vivild.

»Det er en tradition, som jeg ikke kender til fra Aarhus, men jeg respekterer naturligvis, at det er sådan, selvom kampene mere får karakter af sommerbold end af en reel træningskamp. Vi mødte også FC Djursland ved sommerfesten i Stenvad.«

Som alle andre trænere har Frank Ole Enevoldsen først fået samling på tropperne til de sidste 3-4 træningspas inden første kamp, og det kunne ses på spillet.

»Der skal bankes noget rust af hist og her, men jeg håber, det sker hurtigt, så vi kan komme på tavlen.«

Han var ikke utilfreds med spillernes indsats i weekenden. Ildhuen var til at øje, og en spiller som Chris Christensen i centerforsvaret fremhæver cheftræneren for en solid og ansvarsbevidst kamp.

Mod NB 93 lørdag

Lørdag gælder det NB 93, nyoprykker fra Serie 2, på Langhøj Idrætscenter klokken 13.30.

Her forventer Frank Ole Enevoldsen, at Emil Mortensen er tilbage, og at Sebastian Stær kan spille flere minutter end i lørdags.

NB 93 har base på Katrinebjergskolen i Aarhus i nærheden af Storcenter Nord.

Klubben har kun to seniorhold, og ingen ungdom. Andetholdet spiller i Serie 4.

NB 93 indleder sæsonen tirsdag aften hjemme mod Dronninborg.

»F. C. Nordbyen 1993 er en meget social klub, hvor fodbold og kammeratskab går hånd i hånd. Klubben har egne lokaler med bar, pool, pokerborde, bordfodbold, storskærm og dart. Man keder sig derfor aldrig i NB 93,« fortæller klubben på sin hjemmeside.