Fortsæt til indhold

Vandt to guldmedaljer til Special Olympic

Thorkild Mikkelsen fra Randers har vundet to olympiske guldmedaljer i bordtennis til Special Olympics 2023.

Sport
kijo

7000 sportsudøvere mødtes i sommer til Special Olympics 2023, et internationalt sportsevent for mennesker med intellektuelle handicaps.

Blandt de allerbedste bordtennisspillere var 40-årige Thorkild Mikkelsen fra Randers, der lykkedes med at vinde guld i både single og mix double. Derfor blev han inviteret af borgmesteren til hædring på Det Gamle Rådhus en tirsdag i august.

»Det er en meget flot præstation, og jeg er særligt imponeret af, at han besejrede en dygtig kineser i finalen. Men hvis en skulle gøre det, så skulle det være den danske ’Bat-man’, som nogen kalder ham. Tænk sig, at vi har en vinder af Special Olympics, der kommer fra Randers. Det er fantastisk, vi er stolte,« siger Torben Hansen i en pressemeddelelse.

Vil afsted igen

Til turneringen spillede han i alt 18 kampe på de 10 dage, turneringen varede, og han tabte ikke et eneste sæt.

Han er helt klar på repræsentere Danmark og Randers igen.

»Jeg vil meget gerne med til næste Special Olympics i Argentina, så jeg håber, jeg kvalificerer mig,« siger han.

Thorkild begyndte til bordtennis som 15-årig og har spillet i 25 år. I dag spiller han bordtennis i Randers Bordtennis.