Fortsæt til indhold

Solgte Thomas til Italien for mange millioner. Nu sender AGF 100.000 kroners tak til hans barndomsklub

»Det er en fantastisk nyhed, der blot øger vores stolthed over salget af Thomas,« siger Kenneth Haüser, formand for Galten FS.

Sport
am

Thomas ’TK’ Kristensen blev for nyligt solgt fra AGF til Serie A-klubben Udinese i Italien, hvor Martin Jørgensen - en anden tidligere AGF’er - i øvrigt også engang har spillet.

Salget var så stort, at den aarhusianske fodboldklub i en fondsbørsmeddelelse kunne oplyse, at man nu opjusterer sin forventninger til regnskabssåret; fra 30-40 millioner kroner i overskud til nu 65-80 millioner kroner.

Og ifølge den normalt velorienterede transferjournalist Farzam Abolhosseini, så skulle AGF angiveligt have fået 37,5 millioner kroner af italienerne her og nu. Men det store beløb kan vokse sig endnu større - nemlig til cirka 60 millioner kroner, i det B.T. kalder ”realistiske bonusser”.

Og når det regner på præsten, så det drypper det også på degnen. For nu har den aarhusianske fodboldklub besluttet at donere 100.000 kroner til Thomas ’TK’ Kristensens barndomsklub Galten FS. Det oplyser AGF i en pressemeddelelse tirsdag.

En anerkendelse af Galten FS

Donationen kommer, fordi Galten FS ikke er berettiget til såkaldte solidaritetspenge, som ellers automatisk bliver udløst til en spillers barndomsklub, når han eller hun bliver solgt for en transfersum. Men FIFA-ordningen gælder kun ned til spillerens 12. år. Og da Thomas Kristensen skiftede til AGF som 10-årig, er Galten FS ikke berettiget til kompensation.

»Men vi vil alligevel gerne anerkende Galten FS og deres store arbejde med børne- og ungdomsfodbolden. De er samarbejdsklub til AGF og flere spillere hos os har en baggrund hos Galten. Derfor har vi som klub besluttet at donere 100.000 kr. til Galten FS som en donation,« fortæller adm. direktør i AGF, Jacob Nielsen.

»Donationen skal også ses som et symbol på vores dybe anerkendelse og respekt for det store frivillige arbejde, der foregår ude i alle vores samarbejdsklubber. De er kernen i fodboldens fødekæde, og vi var intet uden det store arbejde, som Galten FS og andre klubber gør for fodbolden og for børn og unge,« tilføjer Jacob Nielsen.

Beløbet bliver helt præcist overrakt 6. september, hvor AGF besøger Galten FS til en længe planlagt showkamp.

Havde ikke regnet med penge

Hos Galten FS kan man nu prale at have været med til at udvikle en spiller til den bedste italienske fodboldrække, Serie A.

»Vi er meget glade for, at AGF betænker os med en så stor donation, der vil gøre en markant forskel i Galten FS. Da vi falder ud over reglerne for kompensation, var det ikke noget, vi havde regnet med. Så det er en fantastisk nyhed, der blot øger vores stolthed over salget af Thomas og understreger det stærke og tætte samarbejde, vi har med AGF,« siger Kenneth Haüser, der er formand for Galten FS.

Det er ikke første gang, at Galten FS tilgodeses i forbindelse med Thomas T. Kristensen. Da han rundede 25 kampe for AGF, modtog klubben også en check på 25.000 kr.