Fortsæt til indhold

FC Djurslands to målkonger slog til igen - udsigt til topopgør mod 'Kejserens nye klub'

Kasper Mikkelsen og Oliver Jensen scorede hver et mål, da FC Djursland slog tst Fodbold på udebane med 2-1.

Sport
Martin Schultz

Det smager lidt af topopgør lørdag eftermiddag, når topholdet Jetsmark IF kommer på besøg på HSM Arena i Grenaa. FC Djursland hentede med en 2-1 sejr over tst tirsdag aften nemlig tre vigtige point, og det sendte djurslændingene op på en delt 2. plads i rækken, side om side med Aalborg Freja og 3 point efter Jetsmark IF.

Igen var det FC Djurslands to skarpskytter, Kasper Mikkelsen og Oliver Jensen, som stod for scoringerne, og de to offensivspillere har nu tilsammen scoret 10 af FC Djurslands 12 mål i efteråret. Kasper Mikkelsen har næsten gjort det til sin signatur at score tidligt i kampene, og for tredje gang i sæsonen scorede U19 angriberen indenfor kampens første fem minutter.

»Bolden blev spillet frem, og Oliver Jensen sendte den videre til Kasper Mikkelsen, som satte fart på og i fuld sprint rundede en mand og sendte bolden fladt i mål fra kanten af feltet,« fortæller holdleder Flemming Zaar. Oliver Jensen scorede til 2-0 midt i 2. halvleg.

De to hold stod godt til hinanden. tst Fodbold med flere store spillere havde mest fysik, men FC Djursland havde farten.

»Det var en lige kamp mellem to god hold, der gerne ville spille fodbold. Men vi var tættere på at score yderligere end tst var i at reducere,« siger Flemming Zaar. Forstadsårhusianerne var farligst ved standardsituationer, når de sparkede høje bolde ind i feltet.

»Men vi var gode til at læse dem. Bagud med et mål satte tst en ekstra mand frem, og de kom da til chancer, mest på dødbolde. Men vi styrede spillet, og vi burde have lukket kampen med et mål allerede før pausen.«

En heroisk fight

I pausen justerede cheftræner Felipe Soares lidt på spillet, så der blev lukket ned for tst’s opspil. Malthe Lemming Engelund og Nichlas ‘Høffe’ Høpfner Hansen blev sendt på banen som afløsere for Christian Rytter Fløjborg og Christian Jensen. De to rutinerede spillere var startet på bænken - Engelund var mærket af sygdom og ‘Høffe’ var just hjemvendt fra en længere ferie.

»Thorbjørn Friis Overgaard måtte efter 58. minutter ud i ti minutter med et gult kort efter et dumt frispark, hvor han efter en tabt berøring tog fat i modstanderen. Men vi overlevede de ti minutter i undertal og var ovenikøbet tæt på, da Kasper Mikkelsens høje afslutning blev viftet på overliggeren af tst’s målmand. Vi fik endelig scoret, da Oliver Jensen midt i 2. halvleg udnyttede en tst-clearing og på sin førsteberøring halvflugtede bolden i mål med et studsskud fra 20 meter,« fortæller Flemming Zaar. Hjemmeholdet sendte endnu en forsvarsspiller helt frem, men FC Djursland leverede en heroisk fight.

Fem minutter før tid fik tst Fodbold reduceret efter en gang ping pong i det lille felt. Det gav tro på mere og tst Fodbold smed alle mand frem. Men FC Djurslands forsvar fightede sig gennem de sidste fem minutter og tre minutters tillægstid og afviste hjemmeholdets sidste forsøg.

Kasper arbejdede som en hest

Jammerlig skæbne

»Det var en flot holdindsats. Vi kæmpede godt, men skulle have lukket kampen noget før,« siger Flemming Zaar.

U19 spilleren Niclas Glarman var tredje mand på bænken og kom ind og afløste Kasper Mikkelsen efter scoringen til 2-0.

»Kasper arbejdede som en hest,« siger Flemming Zaar. Han roser unge Bestun Eliassi for en god indsats som højre back, hvor han afløste Martin Westmark Hansen, som havde problemer med knæet. Tobias Sejersbøl Øland er ude med den ankelskade han fik i fredagens kamp mod Brabrand IF. Nis Traulsen er stadig på ferie.

Der var fuld spillerunde tirsdag aften, og takket være sejren over tst Fodbold strøg FC Djursland tilbage i top 3 inden lørdagens kamp mod Jetsmark IF, som slog Brabrand IF hjemme med 3-1.

»Vi glæder os til kampen hjemme mod Jetsmark IF. Det bliver spændende,« siger Flemming Zaar om opgøret mod nordjyderne. Jetsmark IF hører hjemme i Pandrup og hed indtil fornylig Jammerbugt FC, som led en jammerlig skæbne i hænderne på en tysk investor, som det er blevet fortalt i TV dokumentaren ‘Dansk fodbold til salg’ og DR-podcasten ‘Kejserens nye klub’. Jetsmark IF har rejst sig fra konkursen og er tilbage på ret køl med lokale spillere på holdet.

Kampen mellem FC Djursland og Jetsmark IF fløjtes i gang lørdag kl. 15.00 på HSM Arena i Grenaa.