Skanderborg snører løbeskoene på søndag: Halvmaraton, otte-kilometer løb og centimeter-maraton på en og samme dag
Søndag er der rig mulighed for at få gang i løbeskoene i Skanderborg.
Søndag 17. september står Skanderborg i løbets tegn med hele to løbe-events, skriver Skanderborg Løbeklub i en pressemeddelelse.
Skanderborg Løbeklub afvikler det traditionsrige løb ”Søen Rundt”, hvor cirka 200 løbere gennemfører de 21,1 kilometer rundt om Søen eller en tur på otte kilometer. Kulturhuset holder Centimetermaraton for børnene, så der bliver gang i den omkring Kulturhuset på søndag.
Løbet har tidligere haft mål og start ved Vestermølle, men i år rykker det tættere på byen med start- og målområde ved Kulturhuset, hvor der er langt bedre parkeringsmuligheder, toiletter og sidst, men ikke mindst får løberne mulighed for at besøge Bybadet.
Løbeklubben håber, at byens borgere vil bidrage til festlighederne ved at heppe, hvis man møder løberne i byen. Turen rundt om Søen er en krævende tur, og det giver en masse energi, når folk i området hepper.
Løbet har fået en fantastisk opbakning fra byens erhvervsliv, der bakker op med mange fine præmier, og løbeklubben har også haft et forrygende samarbejde med Kulturhuset.
”Søen Rundt” er et hyggeligt og traditionsrigt løb med en halvmaraton rundt om Skanderborg Sø, og igen i år er der også en kortere rute på otte kilometer. Den korte rute følges med halvmaratonløberne et stykke ad vejen, så løberne oplever Skanderborgs smukke natur med sø, skov, bakker og dale.
Ruten går sydpå ad Adelgade, et smut gennem skoven langs søen, som mange kender fra Smukfest. Når ruten rammer landevejen (170), vender løberne på den korte otte kilometer-rute ind mod byen gennem skoven, mens halvmaraton-løberne fortsætter rundt om søen, gennem Skanderborg Golfklub videre mod Båstrup, forbi Ringkloster til Oddervej, som fører løberne tilbage til Skanderborg ad Sølystvej, Nørregade og Adelgade, Asylgade til målet ved Kulturhuset.
Ruten vil være markeret med flag og vejvisere en del steder.
Man kan nå at komme med, helt indtil startskuddet lyder, hvis du eller en, du kender, har lyst til at deltage, kan du stadig nå det. Tilmeldingen på sportiming.dk er åben.