Flyvende fløj satte scoringsrekord i storsejr til Norddjurs Håndbold
Jeppe Dahl Kjeldsen scorede 14 mål, da Norddjurs Håndbold lammetævede Viborg FH med 28-13.
Med en formidabel hjemmesejr på knusende 28-13 over Viborg FH bød Norddjurs Håndbold sit hjemmepublikum op til en ny sæson i ‘Hulen’ i Glesborg, som den lokale håndboldfæstning bliver kaldt i daglig tale i Nørre Djurs. Holdet fra domkirkebyen med de stolte håndboldtraditioner fik ikke et ben til jorden, og især i anden halvleg gik det helt galt, da Norddjurs Håndbold gik fra pausestillingen 10-6 til slutresultatet 28-13.
Den unge venstrefløj Jeppe Dahl Kjeldsen var flyvende og scorede 14 mål, samtidig med at de to målmænd Casper Hebsgaard Mortensen og Kevin Fisker igen præsterede små mirakler mellem stængerne og stod med skræmmende gode redningsprocenter.
»I anden halvleg tog fanden ved holdet og især Jeppe. Jeg har aldrig oplevet før, at en 19-årig gut scorer 14 mål på 32 minutter. Vi løb dem fuldstændig over ende, og kom de endelig forbi os, havde vi to vanvittig gode målmænd,« siger cheftræner Jesper Johnsen.
»Det var en sjov og også lidt speciel kamp at starte sæsonen med på hjemmebane. Kampen var meget målfattig i starten. Efter et kvarter var stillingen 3-2, for vi dækkede brølende godt op. Men samtidig var vi ikke gode nok i den anden ende. Vi fik ikke sat vores angrebsspil rigtig sammen og der blev afsluttet for hurtigt. Vi havde for travlt i stedet for at spille chancerne større.«
Viborg FHs målmand stod også godt, og gæsterne holdt fast indtil stillingen 7-5 til Norddjurs Håndbold. Så begyndte hjemmeholdet at trække fra, og Mikkel Helle Johnsen sikrede halvlegsføringen på 10-6 med en spektakulær scoring, da han efter dommerens slutfløjt sendte et tremeterkast direkte i mål, da han lod sig falde til den ene side og med et underhåndskast passerede både mur og målmand.
Stjerner i svøb
I anden halvleg splittede Norddjurs Håndbold gæsterne fra Viborg FH fuldstændig ad. Målmand Casper Hebsgaard Mortensen stod i anden halvleg med en redningsprocent på uhørte 75 procent, og da Kevin Fisker kom ind de sidste 12 minutter, havde han 9 redninger på 13 afslutninger, som giver en redningsprocent på 69.
Norddjurs Håndbold fortsatte det stærke forsvarsspil og samtidig gik Jeppe Dahl Kjeldsen helt målamok. Han scorede 13 mål i 2. halvleg og lavede i alt 9 mål på kontra, tre fra fløjen og to på straffekast. Så kan man bære over med, at han misbrugte to afslutninger.
19-årige Jeppe Dahl Kjeldsen skulle egentlig have spillet håndbold i Frankrig i denne sæson, men den aftale gik i vasken, da hans nye klub rykkede ned.
»Jeg har trænet Jeppe siden han var 8 år og havde ham et år på Bjerringbro-Silkeborg Håndbolds U19 ligahold. Da hans tur til Frankrig gik i vasken, kontaktede han mig, fordi han havde lyst til at spille med i Norddjurs Håndbold,« fortæller Jesper Johnsen. Med Jeppe Dahl Kjeldsen og Mikkel Mathiesen Scaglione råder Jesper Johnsen over to stjerner i svøb på venstre fløj. Mikkel Mathiesen Scaglione spillede næsten til pausen og scorede 3 mål i den målfattige 1. halvleg.
En stor mundfuld
Med den sikre sejr over Viborg FH har Norddjurs Håndbold fået en perfekt start på sæsonen.
»Jeg havde en god fornemmelse, men Viborg FH er langt bedre end Aalborg HK, som vi slog i den første kamp. Kampen mod Viborg FH var en helt vild præstation, som det er svært at sætte en finger på. Vi er optimistiske, og lige nu er vi godt på vej. Vi har en målsætning, og nu må vi spille kampene en for en,« siger Jesper Johnsen.
»Vi har vist, at vi har et stærkt forsvar, at vi har gode målmænd, og at vi har en god kontrafase. Desuden har vi en bredde, så vi kan holde kadencen gennem hele kampen,« siger Jesper Johnsen.
Lørdag skal Norddjurs Håndbold en tur til Vendsyssel for at møde Hjallerup IF, som i de senere år ofte har udfordret Norddjurs Håndbold.
»Hjallerup IF er altid en stor mundfuld, og i år stiller holdet med mange nye navne,« siger Jesper Johnsen. Kampen mod Hjallerup IF spilles lørdag kl. 14.30 i Hjallerup Idrætscenter.