Fortsæt til indhold

Proppen af for oprykning til GIF-talenter

For første gang har Grenaa Idrætsforenings fodboldafdeling et hold i Liga 1 i U17-rækken.

Sport

Propperne røg af et par flasker med bobler, da man på HSM Arena i Grenaa markerede, at Grenaa Idrætsforening i foråret for første gang skal bide skeer med holdene i U17 drenge Liga 1.

Vi har vundet rub og stub siden jeg overtog U17. Og vi er nu i Liga 1 - en spillerunde før tid, stadigvæk med maksimum point
Kent Jensen

Førstepladsen i rækken kom endeligt i hus med en sejr på 3-1 over Alliancen IF - og den betyder, at det er noget større klubber, som skal besøges efter vinterpausen.

Kent tog over

Så det var helt sikkert et godt træk, da man lod Kent Jensen overtage træningen af talenterne efter at han havde valgt at stoppe som seniortræner i Grenaa IF.

Stående fra venstre: Kent Jensen, Noah Thuesen Lærke, Daniel Lykke, Anton Koudal Andersen, Mathias Svith Bengtsen, Ian Ulstrup Emanuelsen, Noah Romeo Seistrup, Lasse Kjeldsen, Viktor Warren HP, Rawan Ibish, William Bek Muller, Malte Sander Husum, Allan Baadesby Nielsen. Siddende fra venstre: Omar Alali, William Pedersen, Atila Sadeghi, Dion Havolli, Gradie Mwemena, Maksim Leitan. Foto: Søren Andersen

»Vi har vundet rub og stub siden jeg overtog U17. Og vi er nu i Liga 1 - en spillerunde før tid, stadigvæk med maksimum point. Vi er også stadig i spil i pokal-turneringen, hvor der er kun 32 hold tilbage. Vi skal møde Lyseng IFs U17 Divisionshold torsdag 26. oktober klokken 19 på lysbane 9 på Grenaa Stadion - og dem slår vi,« siger Kent Jensen.

Liga 1 er den tredjebedste række under DBU. Til foråret er 16 hold delt i to puljer - og for Grenaa IF-holdet er det sandsynligvis klubber som Randers Freja, Hjørring, Thisted, Ikast og AaB, som man skal op imod, så der venter også nogle længere køretur til udekampene.