Fortsæt til indhold

Billard: To sikre sejre til Randers-kvartetten

Sport

Det gik helt som ventet, da Randers Billard Klub sendte elitedivisionsholdet i trebandekarambole til udekampe mod Fredericia og Ringsted.

Begge kampe endte 8-0 til Randers, og umiddelbart var sejren over sjællænderne overraskende stor, men det skal nævnes, at Ringsted stillede op uden svenskeren Mikael Nilsson og danske Jacob Haack-Sørensen, der begge er hentet til klubben med håbet om, at de kan spille Ringsted til en plads i slutspillet.

De fire Randers-spillere Thomas Andersen, Tonny og Michael Carlsen samt debuterende Lukas Mortensen, der er kommet fra BK Fluen i Aarhus, vandt sikre sejre i begge holdkampe. Specielt Thomas Andersen var godt kørende som førstemand mod Ringsted, hvor Thomas vandt 50-23 med et så fornemt snit som 2.500.