Fortsæt til indhold

Norddjurs Håndbold udfordret af bundhold - men vandt for femte gang

Nordthy IF havde læst på lektien, men Norddjurs Håndbold slog bundholdet med 31-25 på udebane i 2. division.

Sport
Martin Schultz

Det var så absolut top mod bund, da ubesejrede Norddjurs Håndbold lørdag eftermiddag mødte pointløse Nordthy IF på udebane. Men thyboerne havde en trumf i ærmet, og efter fire sejre i opvisningsstil var det pludselig op ad bakke for topholdet fra Norddjursland. Men Norddjurs Håndbold fik styr på skuden og kunne tage den lange tur hjem til Djursland med en sejr på 31-25 i bagagen efter at have været foran 15-13 ved pausen.

»Nordthy Håndbold IF spillede alle 60 minutter i en syv mod seks opstilling, og det havde vi ikke lige set komme. Vi havde svært ved at finde løsningerne i starten, og derfor gik vi lidt frustrerede til pause. Men da havde vi vendt kampen og var i fuld kontrol i anden halvleg, så alt i alt blev kampen en lidt besværlig, men lærerig oplevelse,« siger cheftræner Jesper Johnsen.

Norddjurs Håndbold har ikke været bagud mange minutter i de første fire kampe i denne sæson, men Nordthy IF var i stand til at presse topholdet og var foran med både 8-5 og 11-8. Men fra stillingen 11-11 efter 24 minutter så Norddjurs Håndbold sig ikke tilbage og vandt igen en overbevisende sejr. Holdet ligger nr. et i rækken med maksimumpoint efter fem kampe, men rivalerne fra Stoholm IF har heller ikke sat point til i fire kampe. Team Favrskov Håndbold puster overraskende Norddjurs Håndbold i nakken i toppen af rækken med ni point efter fem kampe.

Kanin i hatten

»Vi ankom i god tid til en mennesketom Nordthyhallen ‘langt ude på landet’,« siger Jesper Johnsens om hallens placering i landsbyen Sennels et stykke udenfor Thisted. Men hjemmeholdet dukkede da heldigvis op i tide og viste sig at have føromtalte kanin med i hatten.

»Nordthy IF havde tænkt sig om, og deres taktiske træk var faktisk meget klogt. De var klar over, at vi forsvarsmæssigt har stået rigtig stærkt. Ved at tage målmanden ud og sætte en syvende markspiller ind i angrebsspillet tog de farten ud af spillet og holdt bolden kørende i lange angreb indtil chancen bød sig. Med den ekstra spiller kunne de udfordre vores forsvar og fik scoret en del mål på afslutninger på fløjene og omkring højre back-positionen. Vi havde rigeligt at gøre med at lappe hullerne i deres overtalsspil, og da vi så i starten ikke rigtig fik smidt erobrede bolde i deres tomme mål, blev vi frustrerede og irriterede,« fortæller Jesper Johnsen.

Men da Norddjurs Håndbolds almindeligvis bomstærke forsvar fik kikket modstanderen ud og samtidig leverede sæsonens mest effektive angrebsspil, blev kampen vendt.

»Vi fik styr på Nordthy IF’s overtalsspil og havde ikke problemer med det i anden halvleg. Samtidig spillede vi en klog angrebskamp og leverede med en scoringsprocent på 80 procent, så vi scorede næsten hver gang vi var i angreb. Det var vigtigt at holde hovedet koldt, og her satte vores playmaker Mike Paulsen spillet helt perfekt op. Han spillede samtlige 60 minutter, men kun i angrebsspillet,« siger Jesper Johnsen.

Har en god bredde

Norddjurs Håndbold startede med unge Casper Hebsgaard Mortensen på mål, men han var på en svær mission i kampens noget forvirrede indledning.

»Nordthy IF’s afslutninger blev bedre, når vi også skulle dække den ekstra mand op,« siger Jesper Johnsen. Efter kun en redning på ti skud blev Casper Hebsgaard Mortensen efter 13 minutter afløst af Kevin Fisker, og den rutinerede keeper stod på sit kendte niveau i resten af kampen.

Playmaker Mike Paulsen scorede i alt fem mål, heraf fire straffekast, og delte topscorertitlen med højre back Anders Svarrer.

»Jeg er ligeglad med, hvor mange mål Mike laver. Det han skal er at sætte vores spil op, få rytme i angrebene og sørge for, at vi kommer til de rigtige chancer. Og det ansvar tog han på sig,« siger Jesper Johnsen. Han roser sine bagspillere for deres træfsikkerhed.

»Vores bredde er vores styrke. Det er svært at lægge en strategi imod vores spil, fordi vi har så mange dygtige spillere at sætte på banen,« slutter Jesper Johnsen.

Næste opgave er HEI, Skæring fredag aften klokken 19.30 i Nørre Djurshallen i Glesborg. Forstadsaarhusianerne er andethold til 1. divisionsklubben HC Aarhus og kan derfor blive et spændende bekendtskab. Der er som altid gratis adgang til divisionshåndbold i Nørre Djurshallen.