SAH lander historisk stor aftale med hovedsponsor Djurslands Bank
Aftalen er forlænget med tre år og løber nu til 2027.
SAH har i disse dage god grund til fejring efter at have lukket en treårig aftale med deres nuværende hovedsponsor, Djurslands Bank. Det skriver SAH i en pressemeddelelse.
Forlængelsen markerer det tætte samarbejde, der har været mellem de to parter, siden de første gang gav hinanden hånden på en aftale om hovedsponsorat i 2022, som altså nu er blevet udvidet til 2027.
Direktør i SAH, Mads Lind, glæder sig over aftalen:
»Jeg er virkelig glad og stolt over, at Djurslands Bank har forlænget og udvidet deres hovedsponsorat til en ny treårig aftale. Det er uden tvivl en af de største aftaler lavet i Østjylland i håndbold-regi. Vi oplever en bank og hovedsponsor, som er i øjenhøjde med de omgivelser, de er i. De bidrager aktivt til en masse foreninger og ved at være synlige på mange andre måder end kun gennem deres kerneprodukt. Det går hånd i hånd med det, vi gerne vil: at skabe nogle fede oplevelser, at være i øjenhøjde med hele regionen og sørge for, at vi også har en god forankring i området sammen. Vi har haft et stærkt samarbejde fra start med Djurslands Bank. De har altid været en del af den østjyske håndbold og har også en forankring i begge vores moderklubber. Vi glæder os derfor til en ny og lang periode med en hovedsponsor, som i den grad giver tryghed for hele projektet,« siger Mads Lind.
Også Sigurd Bohlbro Simmelsgaard, adm. direktør i Djurslands Bank, er tilfreds med den længerevarende aftale:
»Vi er meget stolte af, at vi har haft muligheden for at forlænge med SAH, da vi er meget glade for det samarbejde, vi har i forvejen. Vi elsker håndbold, vi elsker elite og vi elsker bredde. Det er en del af vores DNA og en del af vores kultur, at vi lever i mødet og er med til at facilitere fællesskaber og med til at støtte det lokalsamfund, der er omkring os. Det gør os derfor glade at kunne være med til at skabe en helhedsoplevelse, når man kommer til håndbold i Fælleden eller i Djurslands Bank Arena. SAH er i Aarhus og Skanderborg - og breder sig faktisk ud til hele Østjylland. Vi ønsker en endnu større synlighed i Østjylland og Djursland, og det kan den her forlængelse med SAH være med til at skabe. Det er derfor en god mulighed for at få en større markedsandel og endnu flere kunder i området. Vi er selvfølgelig også stolte af at være med på SAHs rejse mod toppen af herreligaen, og vi er rigtig glade for at være med til at give energi i hallen,« slutter Sigurd Bohlbro Simmelsgaard.