Julestævne i rideklubben
Djursland Rideklub arrangerer stævne i både dressur og spring.
Djursland Rideklub inviterer inden for i ridehallen på Fuglsangvej 28 i Grenaa. Her, mellem skov og strand, holder klubben jule-klubstævne for klubbens medlemmer søndag 10. december.
Stævnet er for både store og små, de helt nye ryttere, som stadig har brug for en hjælpende hånd med at ride programmet, og de garvede rutinerede ryttere, som har prøvet det mange gange før.
Dressurklasserne er fra LD1 med hjælp, hvilket betyder, at der kan være hjælper til at følge med rundt på banen, eller til at råbe programmet op, til LC% klasse med de lidt mere rutinerede stævneryttere.
Springklasserne går fra bom på jord, hvor bommene ligger på jorden og alle kan være med til at ride banen da det blot gælder om at komme korrekt igennem banen.
X-spring er små spring hvor de elevryttere der modtager springundervisning kan stille op.
Stævnet er et E- stævne som er et internt stævne, hvilket betyder, at eleverne ikke er underlagt en beklædningsetikette og derfor må ride som udklædt nisse eller hvad de ellers synes kunne være sjovt. Det plejer at give anledning til nogle fantasifulde børns kreativitet.
Klubben håber på en hyggelig men travl weekend, hvor klubbens medlemmer gør klar til stævnet som indebære at ponyer og heste gøres fine så de står skarpt når mange familiemedlemmer, venner og bekendte, samt forhåbentlig en masse nysgerrige har lyst til at kigge forbi og mærke den skønne og spændte stemning op til sådan en stævnedag.
I klubben har man en hyggelig café med dertil hørende opvarmet rytterstue med masser plads til at sidde og nyde for eksempel en varm kop kaffe eller kakao, en sodavand, fransk hotdog, pomfritter, kage, slik, og selvfølgelig lune æbleskiver da det jo er et julestævne.
Al ridning foregår inden for i ridehallen med masser tilskuerpladser, så uanset vejr og vind kan man besøge årets hyggelige julestævne i rideklubben.