Fortsæt til indhold

Morten Balling forlænger med SAH

Samarbejdet løber nu frem til sommeren 2025.

Sport
sra

SAH og Morten Balling forlænger samarbejdet frem til sommeren 2025, skriver SAH i en pressemeddelelse.

Det er dermed en af herreligaens mest rutinerede kræfter, der tager endnu et år i spidsen for det østjyske ligamandskab, som lige nu jagter en plads i Final4 og i forårets slutspil.

En af grundstenene i SAH er arbejdet med talentudvikling, og her er Morten Balling en af de nøgleprofiler, der med sine mangeårige erfaringer på håndboldbanen er med til at vise vejen for de unge på holdet.

Sportschef Peter Bredal udtrykker sin begejstring for forlængelsen:

»Balling er jo en spiller, der står med SAHs DNA. Han er en kulturbærer og holdets anfører - på og udenfor banen. I sidste sæson præsterede han på et meget højt niveau som både spilstyrer og målscorer. Han er kommet forsinket i gang med denne sæson grundet skader, men han er på vej tilbage. Han skal bare holde sig skadesfri, for så får vi helt sikkert en spiller tilbage, som både selv er farlig og som kan sætte spillet op til de øvrige.«

Morten Balling siger selv:

»Jeg er meget glad for at have forlænget med SAH. Jeg har været en del af SAH fra start, og det har været en fed rejse at være med på - og heldigvis fortsætter den. Jeg har desuden stadig en stor motivation og lyst til at spille håndbold, og min skade i knæet har kun gjort mig endnu mere bevidst om, at jeg ikke er færdig med sporten.

Nu har jeg efterhånden en masse rutine fra mine mange år i ligaen, og jeg synes, at det er fedt at kunne bidrage med mine erfaringer til de unge på holdet.«

Det er dog ikke udelukkende indenfor de 20x40 meter, at Morten Balling træder i karakter og agerer pejlepunkt for den yngre generation.

Udenfor banen er playmakeren projektleder i SAHSamfund, som arbejder for at hjælpe unge med at forløse deres potentiale og finde vej ind på arbejdsmarkedet eller på uddannelse. Der er derfor ingen tvivl om, at forlængelsen med Morten Balling er en stor gevinst for SAH.