Fortsæt til indhold

FC Skanderborg får penge fra Auras Lokalværdipulje

Klubben er én af 30 foreninger med sociale, kulturelle eller sportslige aktiviteter, der til sammen får 275.000 kr.

Sport
gs

275.000 kr. har i disse dage fået nye ejermænd blandt 30 foreninger i det østjyske. En ladcykel på el, renovering af et forsamlingshus, og et indendørs fodboldstævne for lokale klubber er eksempler på initiativer og aktiviteter, som har fået tilsagn om, at de er modtagere af Auras Lokalværdipulje.

»Vi modtog godt 130 ansøgninger op til ansøgningsfristen denne gang, hvilket en del flere end vi har oplevet de senere år,« siger Carsten Höegh Christiansen, adm. direktør i Aura, i en pressemeddelelse.

Ansøgerne spænder bredt og tæller både små og store foreninger, borgerforeninger, sportsforeninger, bofællesskaber og grundejerforeninger.

På træningslejr

FC Skanderborgs U13 drenge er blandt de lokale modtagere af en donation fra Auras Lokalværdipulje. Donationen skal bidrage til en træningslejr for at styrke fællesskabet i en voksende U13 årgang.

»Vi er en meget stor gruppe drenge fra forskellige skoler, med forskellige niveauer og med varieret fællesskab udenom fodbolden. Vi tager drengene med på en træningslejr, hvor vi foruden at få øvet vores fodbold færdigheder også får styrket og etableret en masse nye sociale relationer på tværs af skoler, geografi og holdinddelinger. Vi tror på, at det er relationerne, der fastholder drengene i klubben, og gennem den fysisk aktivitet giver vi dem også forudsætningerne for sundhed, læring og mestring af udfordringer i skoleverdenen,« siger Martin Borch, træner for U13 drengene i FC Skanderborg.

Kan søge nu

»Auras Lokalværdipulje er ét eksempel på, hvordan vi som andelsselskab ønsker at give tilbage til det lokalsamfund, som vi er en del af. Ved at give en hjælpende hånd til lokale fællesskaber, er vi med til at sikre, at vores andelshavere har mulighed for at deltage i at aktivt foreningsliv i deres lokalområde,« siger Carsten Höegh Christiansen.

Auras Lokalværdipulje uddeles to gange årligt, og har ansøgningsfrister i maj og oktober. Puljen kan søges af foreninger, som ligger i Auras forsyningsområde, og hvis medlemmer er andelshavere i Aura.

Puljen med ansøgningsfrist i maj 2024 er åben for ansøgninger nu. Læs mere Auras hjemmeside.