Divisionshåndbold: Norddjurs Håndbold urørlig - vandt topopgør mod Favrskov
Norddjurs Håndbold vandt topopgøret mod Team Favrskov Håndbold med 30-26 og topper rækken med maksimumpoint efter ti kampe i 2. division.
Det med spænding imødesete topopgør tirsdag aften mellem Team Favrskov Håndbold og Norddjurs Håndbold blev en intens og tæt affære, men topholdet fra Djursland var aldrig bagud og vandt en trods alt komfortabel sejr på 30-26 efter en pauseføring på 17-12.
»Det var fantastisk. Vi spillede i en lille hal, fyldt med tilskuere, hvoraf halvdelen kom fra Djursland. Så det var næsten som at spille på hjemmebane,« siger cheftræner Jesper Johnsen, hvis hold med sejren lagde yderligere afstand til Team Favrskov Håndbold i tabellen. Vinder Norddjurs Håndbold fredagens kamp på udebane mod Viborg FH, kan det ubesejrede tophold gå på julepause med en afstand på seks point til den nærmeste forfølger.
»Det var en kamp vi satte os på i 1. halvleg og var foran med 17-12 ved pausen. Favrskov kom godt ud efter pausen og reducerede til 17-15. Men vi kom foran med seks mål ved stillingen 22-16, så helt tæt blev det aldrig. Vi stod rigtig godt i vores forsvar, så Favrskov skulle slide sig til deres scoringer. Vi scorede for lidt i 2. halvleg, men vi var det bedste hold. Det viste vi ved at vinde over Favrskov på deres egen bane, hvor de ikke havde tabt i denne sæson,« siger en tilfreds Jesper Johnsen.
Oscar Kaihøj tilbage
Kampen bød på et comeback til unge Oscar Kaihøj, som var tilbage på holdet efter en lang skadespause og deraf følgende genoptræning og formopbygning på Norddjurs Håndbolds andethold i 3. division.
»Anders Svarrer måtte stå over med en lille hjernerystelse efter at have slået hovedet i gulvet i kampen mod Skive FH. Så det gav sig selv at tage Oscar med, og han kvitterede med en fantastisk 1. halvleg. Han er på vej tilbage og er en spiller, som hører hjemme på det her niveau,« siger Jesper Johnsen om 21-årige Kaihøj, som scorede tre mål på stribe i slutningen af 1. halvleg.
Oscar Kaihøj havde markeret sig som en af holdets unge profiler, da han i den skæbnesvangre udekamp mod Viborg FH i november 2022 fik en korsbåndsskade, som holdt ham ude helt frem til i sommer. I den samme kamp blev playmaker Mike Paulsen alvorligt skadet med et brækket lægben, og Nørre Djurs HK tabte uventet kampen med et enkelt mål og mistede de måske afgørende point i oprykningskapløbet med Elitesport Vendsyssel.
Men da Oscar Kaihøj måtte pausere i fjor, kom jævnaldrende Victor N. Saarup på banen efter en skade og tog over, hvor Oscar slap. Victor N. Saarup har derefter etableret sig som profil på holdet og blev med seks rene mål topscorer i kampen mod Team Favrskov Håndbold. Norddjurs Håndbolds spillende sportschef, playmaker Mike Paulsen, scorede også seks mål. Han var stensikker som straffekastskytte og scorede på sine tre forsøg fra syv-meter-pletten plus tre mål på langskud.
»Victor spillede pissegodt og var banens bedste spiller. Også Mike var rigtig god, men det forventer jeg også af ham. Han skal styre vores spil, men så scorede han lige tre langskudsmål oveni,« siger Jesper Johnsen.
Mikkel med momentum
Norddjurs Håndbold startede med Mikkel Scaglione på venstre fløj, og han var med tre mål flyvende i angrebsspillet og løste sine defensive opgaver, så han fik også spilletid i 2. halvleg før Jeppe Dahl Kjeldsen kom ind på positionen og scorede to mål.
»Vi har i Mikkel og Jeppe to meget dygtige unge spillere på venstre fløj, men Mikkel havde momentum mod Favrskov og fik derfor mest spilletid. Næste gang er det måske omvendt,« siger Jesper Johnsen. De to stærke stregspillere Gustav Bilgrav Østergaard og Christian Rohde gjorde det godt i både forsvar og angreb og scorede henholdsvis fire og et mål.
Casper Hebsgaard Mortensen startede rigtig godt i målet, men faldt i niveau, så Kevin Fisker overtog målet kort før pausen. Begge målmænd præsterede forventeligt med en redningsprocent omkring de 30, men kampen blev vundet på et stærkt forsvar og godt angrebsspil.
Fredag aften kl. 19.30 slutter Norddjurs Håndbold første turneringshalvdel mod Viborg FH i Viborg Syd Idrætscenter, Liseborgcentret.