Højgravide Julie Norman Leth vil cykle i Paris til sommer
Aarhusiansk cykelrytter vil forsøge at komme til OL syv måneder efter, hun bliver mor.
Selv om den professionel cykelrytter Julie Norman Leth er på barselsorlov, træner hun stadig på landevejen.
Til januar bliver den 31-årige aarhusianer mor for første gang, men hun forsøger at holde sig i så god form som muligt.
Man kunne kalde Julie Norman Leth for en dobbeltdrømmer: Hun vil ikke vælge mellem familieforøgelse og OL-deltagelse i Paris, men forsøger at satse på begge dele i 2024.
Derfor er ryttercyklen ikke kørt i vinterhi.
»Jeg cyklede to timer på landevej i går. Og ellers bruger jeg min hometrainer (træningsredskab, der gør det muligt at bruge sin racercykel indendørs, red.). Planen er at holde mig i gang så længe, det kan lade sig gøre, og jeg har det fint,« siger hun og nævner i samme åndedrag, at barnet i maven naturligvis har første prioritet, og at der bliver lyttet til kroppen.
Hun ønsker at holde sig fysisk aktiv for sin sundheds skyld, men også med henblik på at komme hurtigere tilbage efter fødslen.
»Jeg ved jo af gode grunde ikke helt præcist, hvad der kommer til at ske. Jeg tager en dag ad gangen, og det er gået fint indtil videre. Altså, der er en plan og en mening med de ting, jeg gør i dag i forhold til, at jeg gerne vil køre OL i august,« pointerer Julie Norman Leth.
Altså, jeg higede ikke efter mere. Tværtimod. Og jeg mærkede ikke nogen brændende gejst for at skulle køre OL i Paris.
OL-drømmen fik for alvor næring, da hun skrev kontrakt med Uno-X Pro Cycling Team, som ville starte et nyt kvindecykelhold.
Her var man med på, at hun ønskede at blive mor. Nu bliver hun den tredje mor på holdet indenfor to år.
»Der var en åben dialog fra starten med Uno-X, og det har også gjort det muligt at drømme om OL, at jeg har kunnet være på betalt barselsorlov,« forklarer Julie Norman Leth.
Sølv i Tokyo
Til Julie Norman Leths første OL i Tokyo i 2021 blev det til en sølvmedalje i parløb sammen med Amalie Dideriksen, og i tiden efter var hun så småt ved at forberede sig på at afslutte karrieren som professionel.
»Altså, jeg higede ikke efter mere. Tværtimod. Og jeg mærkede ikke nogen brændende gejst for at skulle køre OL i Paris,« fortæller hun.
Langsomt men sikkert kom der dog et tomrum, og her opstod dobbeltdrømmen.
»Det gav mig en frihed at give mig selv lov til at tro på, at det var muligt, at to drømme kunne eksistere sammen. Og så er det bare ikke så farligt, hvis det ikke kommer til at ske for mig, fordi jeg har jo allerede en OL-medalje. Og den føler jeg, at jeg kan hænge det hele op på,« siger hun og tilføjer:
»Det er noget, der er vigtigere, og det tror jeg er rigtig sundt for mig. Jeg kan godt sige til dig nu, at OL er det, jeg har lyst til, men jeg ved jo ikke, hvilket barn jeg får, og jeg ved heller ikke, hvordan jeg reagerer, og om jeg har lyst til at cykle, når jeg har født. Men lige nu kan jeg mærke på mig selv, at det er det rigtige for mig.«
15 års rutine
Som nybagt mor har hun syv måneder til at træne op til OL i Paris.
Hvordan har reaktionerne været på, at du satser på at komme til OL syv måneder efter en fødsel?
»Jamen, altså det har jo været lidt blandet. Men helt overordnet vil jeg sige, at jeg har mødt relativt mange ja-hatte omkring mig. Der vil altid være nogen, der synes, det er en dårlig idé, og der er også altid nogen, som ikke forstår det og synes, det er lidt sindssygt. Men jeg sammenligner det med, at en maratonløber skal løbe 10 kilometer syv måneder efter en fødsel. Jeg skal kun køre på cykel i 35 minutter ad gangen til OL. Jeg skal jo ikke køre et Tour de France, som kræver udholdenhed. Og desuden har jeg 15 års rutine,« understreger Julie Norman Leth.
Jeg sammenligner det med, at en maratonløber skal løbe 10 kilometer syv måneder efter en fødsel.
Hun er blevet inspireret af sin holdkammerat Elinor Barker, der kom tilbage ti måneder efter fødsel og blev europamester.
Så et comeback kan lade sig gøre.
»Jeg troede også selv, at det skulle tage langt længere tid at komme tilbage. Og det kan også godt være, det gør det for mig. Men nu får vi at se. Jeg synes, det er åndssvagt ikke at turde sige højt, hvad man gerne vil,« pointerer den aarhusianske cykelrytter, som meget snart får Lasse Norman Leth hjem til den forestående familieforøgelse i Aarhus.
»Lasse flytter hjem nu fra Spanien. Det bliver dejligt at få ham hjem,« siger hun.
Hvis drømmen om at sidde på cyklen ved startstregen i Paris ikke kommer til at gå i opfyldelse, bliver det alligevel til et fransk visit som heppende hustru, når manden Lasse Norman Leth skal forsøge at vinde endnu mere OL-metal til Danmark.