Rekordbryder: John Sabalic gjorde, hvad Pionteks berømte 80'er landshold ikke formåede i Mexico
Torsdag aften i Mexico blev John 'The DAGGER' Sabalic verdensmester i sandpapirbordtennis for veteraner +55.
Torsdag aften/nat kunne 58-årige John Sabalic, med kunstnernavnet ’The DAGGER’, skrige sin lykke ud.
Efter seks sejre i streg, herunder finalen, kunne han kalde sig verdensmester i den særlige disciplin, sandpapirbordtennis for veteraner +55.
Med præmien fulgte en check på 500$, svarende til cirka 3.370 danske kroner.
Den mangeårige lærer på Rønde Skole, Linje 10, og engagerede bordtennisspiller i Rønde BTK, har et ratingtal på 2437 på den danske bordtennisrangliste. Det er højt, når man har passeret de 58.
Så hvad Sepp Pionteks berømte 80’er fodboldlandshold ikke formåede i 1986, da de var til VM i Mexico, klarede John Sabalic i stedet 38 år efter.
Ping Pong
Battene i Ping Pong eller sandpapirbordtennis er uden gummi-belægning og ru som et skarpt stykke sandpapir.
Det medfører som udgangspunkt længere dueller ved bordet. Den afgørende spillemæssige forskel på sandpapirbordtennis og bordtennis er, at skrue er en mindre faktor i førstnævnte.
Ydermere er der nogle få anderledes spilleregler, der adskiller sandpapirbordtennis fra bordtennis, bl.a. skal man bytte bat mellem hvert sæt.
Der spilles til 15 point i hvert sæt (der skal ikke vindes med to overskydende point), og begge spillere kan tage et ”dobbeltpoint”.
Hjælp fra sponsorer
John Sabalics deltagelse i Ping Pong Mecano World Cup i Mexico City har været betinget af, at han kunne skaffe sponsorer til at medfinansiere rejsen.
Det kunne han. En række lokale sponsorer bidrog til rejsebudgettet.
De optræder med navne på John Sabalics spilletrøje, som er produceret hos Lasertryk.dk aka Esben Mols Kabell.
Pandekager på rådhuset
John Sabalics præstation på den anden side af Atlanten er ypperlig i den forstand, at det er det første verdensmesterskab, en idrætsmand fra Syddjurs kan smykke sig med.
Så måske vanker der festivitas på rådhuset senere på måneden eller måske i bordtennislokalet i Rønde Idrætscenter?
Rådhuspandekager er endnu ikke kommet på mode på rådhuset, men måske er John Sabalics verdensmesterskab det signal, der skal til at inspirere borgmesteren til at forlange pandekager med tilbehør på bordet, hvis verdensmesteren kommer forbi?
PS! Kælenavnet ’The DAGGER’ refererer ikke til heavy rock, men til John Sabalics berømte-/berygtede baghånd.