Chokerede sin træner og fejede al modstand til side i Danmarks største stævne
Træner var positivt chokeret over ung bryder.
Mathias Kruse fra Favrskov Brydeklub gik hele vejen i et brydestævne i Kolding, som med 397 deltagere fra 10 nationer er det største stævne på dansk jord.
Mathias deltog i 35-kilo klassen og fejede al modstand til side i sine fire kampe, som alle blev fundet på teknisk fald med cifrene 9-0, 8-0, 10-0 og 8-0 over brydere fra Kolding, BK Thrott og to fra København.
»Jeg må sige, at jeg udover at være stolt og glad for at se Mathias bryde på en så flot og sikker måde, også var lidt i chok. Jeg har aldrig set Mathias stå så flot på sine ben og stille og velovervejet i, hvad han ville i hver kamp. Alle greb blev sat ind til perfektion, og at ende til sidst med at have en score på 38-0 er ganske enkelt meget mere end bare imponerende,« fortæller træner Kenneth Jensen i en pressemeddelelse.
Den lokale brydeklub havde to andre deltagere med i Danmarks største stævne. Victor Grove i 57-kilo klassen fik to kampe, som han tabte til brydere fra Tjekkiet, mens Kasper Svensgaard fik en sejr og to nederlag i 72-kilo klassen.