Fortsæt til indhold

To NM titler til Moo Sa

Johan Fredmar blev igen i år Moo Sa’s MVP, da han vandt to guld og en bronze ved stævnet i Island.

Sport
gs

Skanderborg Taekwondo Klub stillede til start ved de Nordiske Mesterskaber på Island med et mindre hold end normalt. Men det betød ikke, at der ikke kom metal med hjem fra vulkanøen i Atlanterhavet. Klubbens teknikhold med fem deltagere hentede hele to NM titler og to NM bronzemedaljer.

Johan Fredmar blev igen i år Moo Sa’s MVP, da han vandt to guld og en bronze. Johan tog sammen med landsholdsmakkeren Silja Kjølbo en sikkert guldmedalje freestyle par. Kort tid efter slog den lokale profil til igen, da Johan Fredmar også vandt guldet i den individuelle freestyle klasse for herrer. Silja Kjølbo og Johan Fredmar afsluttede deres NM med endnu en medalje, da de også tog NM bronze i den almindelige pargruppe for sortbælter.

Der var også lidt skuffelser under stævnet, som skulle bearbejdes under hjemrejsen til Danmark.

Klubbens Europamestre i dame team Laura Nancke, Annesofie Fredberg og Silje Liborius havde set frem til endnu et topresultat ved NM.

»Men efter nogle lidt mystiske dommerkarakterer i NM finalen, måtte de nykårede EM vindere tage til takke med NM bronzemedaljer. Så det var et team med skuffede og forundrede udøvere klubben fik hjem fra Island,« lyder det i en pressemeddelelse fra Skanderborg Taekwondo Klub.

Naja Nancke deltog som rødbælte i junior sortbæltegruppen NM for stævnetræningens skyld, og hun endte udenfor finalen.

»Alt i alt et godkendt NM, men vi og udøverne havde håbet på mere,« udtaler klubben videre.

Næste opgave for klubben bliver Munkebo Cup og Esbjerg Cup, hvor klubbens kamphold også deltager.