Fortsæt til indhold

Verdens bedste issvømmer er sygeplejerske fra Aarhus

Lene Nørbøge fra AGF Masters har atter slået verdensrekorder issvømning-disciplinen og kom hjem fra VM i Rumænien med et hav af medaljer.

Sport

For andet år i træk er den aarhusianske issvømmer Lene Nørbøge kommet hjem med et hav af medaljer til VM.

I år foregik mesterskaberne i Rumænien, hvor hun svømmede sig til tre guldmedaljer og to sølvmedaljer. Derudover blev nye verdensrekorder slået. Den 60-årige AGF-svømmer var 16 minutter om at fuldføre 1.000 meter i tre graders koldt vand.

Issvømning minder om en almindelig svømmekonkurrence med forskellige distancer og discipliner – dog med den væsentlige forskel, at vandtemperaturen skal være under fem grader.

Lene Nørbøge svømmer både i hav og bassin. Til VM i Rumænien var det i bassin med nedkølet vand. Foto: David Hay

»Det er fascinerende, at man selv i min alder kan blive bedre. Men jeg svømmer altså ikke for medaljernes skyld. Jeg gør det dybest set, fordi jeg har lyst til det og synes, det er sjovt. Det handler også meget om det sociale og det fine fællesskab, vi har på holdet,« understreger Lene Nørbøge, som er bosat i Højbjerg og arbejder som klinisk sygeplejespecialist på AUH i Skejby.

Lene Nørbøge foran sin arbejdsplads på AUH i Skejby. Her er hun klinisk sygeplejespecialist. Foto: Kim Skovrup Andersen

I 2023 debuterede hun til VM i Frankrig, og her stod hun flere gange øverst på sejrsskamlen og slog flere verdensrekorder.

Lene Nørbøge er med andre ord ret god i det kolde vand.

Svømmepause

Som helt ung teenager var hun ganske almindelig elitesvømmer i klasssisk forstand og var til VM i 1978 i Berlin, men stoppede som 18-årig.

Det var først som 50-årig, at Lene Nørbøge regelmæssigt kom i vandet igen.

Først som havsvømmer, og siden som issvømmer.

Det er fascinerende, at man selv i min alder kan blive bedre. Men jeg svømmer altså ikke for medaljernes skyld.
Lene Nørbøge, issvømmer

»Min søster kom en dag og sagde, hun havde købt våddragt for at svømme havsvømning, og det måtte jeg bare prøve med det samme,« fortæller Lene Nørbøge, som i dag svømmer uden våddragt selv i det koldeste vand.

»Jeg synes, det er en dejlig fornemmelse at svømme uden våddragt. Undtagen om sommeren, når der er brandmænd. Havsvømning er udfordrende, men issvømning giver lige en ekstra dimension med kulden. Men den har min krop vænnet sig til,« siger verdensmesteren, som cykler fra Højbjerg til Skejby med bare arme og ben for bedre at kunne tolerere lavere temperaturer.

I ferier kan Lene Nørbøge også god finde på at dyrke sin hobby.

»I sommer svømmede jeg i Gudennåen med oppakning. Den ene dag svømmede jeg 34 kilometer og 24 dagen efter. Men det var også i medstrøm,« siger hun.

Fem gange om ugen bliver der trænet - heraf tre gange om ugen i bølgerne fra Aarhus Ø’s havne på eller fra Marselisborg Lystbådhavn.

»Det giver mig et overskud i hverdagen at være i god form, og jeg håber, jeg kan blive ved issvømning i ti år endnu. Mindst,« siger Lene Nørbøge med et efterfølgende smil.