Se hvor meget du betaler for hver AGF-scoring
Der er stor forskel på, hvor meget smæk for skillingen de danske Superliga-fans får, når de tager på stadion.
Som jyde vil du altid gerne have noget for pengene. Men hvad får du egentlig, når du tager på Ceres Park og ser AGF-spillerne kæmpe for tre point til Superliga-regnskabet?
I anledning af, at forårssæsonen står for døren, har Spar Nord sat sig for at lave et underfundigt regnestykke. Således har de kigget på, hvor mange mål det danske fodboldpublikum egentlig får, sammenholdt med den billetpris, de betaler, når de tager på stadion.
Konkret har Spar Nord opgjort priserne for de billigste siddepladsbilletter for voksne til de respektive stadions i 3F Superligaen. Dem har de sammenholdt med, hvor mange mål, der er blevet scoret på hvert stadion i efterårssæsonen, og de har sågar udregnet, hvad prisen er for mål til hjemmeholdet specifikt.
Så hvor mange penge i billetudgifter skal hjemmeholdets fans lægge for hvert mål deres hold scorer?
Ikke overraskende følger tallene nogenlunde stillingen i Superligaen, hvor FC Midtjylland indtager førstepladsen, Hvidovre IF er prügelknabe og AGF bestrider fjerdepladsen. Ser man på hvor dyrt købte hjemmeholdenes mål er for fansene, kan man se, at AGF-fans får ét mål for hver gang de betaler 80 kroner i entre. Det rækker til en lunken placering som nummer syv i Spar Nords opgørelse.
De hjemmefans, der får flest mål for pengene, er dem, der holder med FC København (56,25 kroner), mens den klub, der tager sig bedst betalt for en scoring er Hvidovre IF (250 kroner).
Se prisen per mål til hjemmeholdet for hver klub i Superligaen på kortet, som Din Avis Aarhus har lavet, i toppen af denne artikel.
Har du husket at give os dine forudsigelser om AGF’s forårssæson?