Fortsæt til indhold

Rønde skaber mestre i karate

Dygtige læremestre og et stærkt fællesskab er opskriften på succesen i Rønde Karateklub, der har plads til flere i alle aldre.

Sport
gs

Ikke bare én sensei, men imponerende fire i Rønde Karateklub. Dygtige mennesker med så meget karate erfaring. Mennesker der, vel og mærke, gladeligt deler ud af deres erfaring. Det er et privilegium og noget, klubben er stolt af.

I Rønde karateklub er der i alt 12 sortbælter og yderligere 5, hvis næste graduering er til 1. dan. sort bælte.

»Det er et flot tal, når man tænker på, at Rønde er en mindre by med ca. 3.000 indbyggere,« lyder det fra klubformand Daniel Duvald i en pressemeddelelse, og han fortsætter:

»Tænk sig, i en forholdsvis lille by på Djursland har vi en karateklub, hvor vi i dag er så heldige, at vi kan nyde erfaringen fra ikke bare én sensei (fra 3. dan og op), men hele imponerende fire. Og dertil har vi endnu flere, som er gradueret 1. og 2. dan.«

At få titlen som sensei kræver rigtig mange års dedikeret træning. Så det er bestemt ikke noget, man kommer sovende til. Gradueringen foregår i Nykøbing F. hos IOGKF Danmark. Dygtige læremestre er et nøgleord, men også klubbens stærke fællesskab er afgørende.

»Vi er alle forskellige, men når vi hopper i gien og træner, er vi ens. Det er fuldstændig ligegyldigt, om du er ung, gammel, rig, fattig, lille, høj, tyk eller tynd. Vi er alle en del af den samme familie og vi er der for hinanden. Vi har alle haft hver vores årsag til at træde ind i dojo første gang. Vi har alle vores måde at anskue karaten på, og vi har hver vores egen vej i og med karaten. Det første skridt er det vigtigste,« konstaterer formanden videre og opfordrer:

»Har du en ven, kollega eller en klassekammerat du kan ”prikke til”, så gør det endelig. Vi står klar til at tage imod, så kom og prøv det af her i det nye år.«