Fortsæt til indhold

Trænerassistent med ungdommelig energi tilføjer ny dynamik til Lübker Golf

23-årige Asbjørn Nordentoft er begyndt som trænerassistent hos Lübker Golf Club som led i sin træneruddannelse.

Sport

Asbjørn Nordentofts ankomst til Lübker Golf Club markerer begyndelsen på en spændende ny æra for klubben. Som ung trænerassistent bringer han ikke blot en frisk dosis energi, men også en vision om at forme fremtiden for golf i lokalområdet, roser Morten Bartolin, PGA Head Professional og respekteret cheftræner i Lübker Golf Club.

Han er begejstret for det nye islæt på holdet:

»Asbjørn er en fantastisk tilføjelse til vores team. Hans passion for golf er smitsom, og hans ungdommelige tilgang vil helt sikkert inspirere vores medlemmer og gæster.«

Startede i Randers

Morten Bartolin kendte ikke på forhånd Asbjørn Nordentoft.

»Vi har i de sidste år oplevet en større og større aktivitet på træningsbanen. Dette har været en spændende udvikling at være en del af. Det har dog også sat stort pres på min kalender, hvor flere medlemmer har måttet opleve, at det i sæsonen har været svært at booke en tid. Vi har derfor søgt efter en trænerelev med opstart i 2024, og derfor kommer Asbjørn Nordentoft som sendt fra himlen,« siger Morten Bartolin.

Asbjørn Nordentoft startede selv med at spille golf i Randers Golf Klub, men aldrig med en ambition om at gå hele vejen til tinderne.

»For det første er jeg startet for sent til at blive topspiller. Dernæst vil jeg ikke ofre den tid, det kræver for at blive rigtig god. Her skal du træne hver dag, også juleaften og nytårsaften, en otte timer,« siger Asbjørn Nordentoft.

Men golfspillet fascinerer ham, og det er da også derfor, at han er gået trænervejen.

»Jeg tog en STX-studentereksamen fra Randers Statsskole og vidste herefter ikke, hvad jeg egentlig ville bruge den til. Det var arbejdet i en vuggestue som overbeviste mig om, at jeg skulle have et job, hvor jeg havde med mennesker at gøre, og hvad var så bedre end at kombinere sin hobby med en uddannelse som træner,« smiler Asbjørn Nordentoft.

Han tog Grund Træner Uddannelsen på sin hjemmebane i Randers Golf Klub, hvor han brugte to år som junior- og begyndertræner.

»Jeg havde hørt meget godt om Morten fra bekendte, der havde haft ham som træner.
Asbjørn Nordentoft

Nu er han Pro

PGA Elevuddannelsen er treårig og udbydes i et samarbejde mellem PGA of Denmark (foreningen for professionelle danske golftrænere og spillere.), DGU (Dansk Golf Union), ISI (Idrætsskolerne Ikast) og Erhvervsakademi DANIA.

For at komme videre fra grundforløbet i træneruddannelsen skal du indgå en lærlingekontrakt med en PGA klubtræner (A-pro).

Så Asbjørn Nordentoft er skiftet fra at være amatør til at være Pro(-fessionel).

Lübker Golf Klub lønner ham og betaler for hans uddannelse.

»Jeg havde hørt meget godt om Morten fra bekendte, der havde haft ham som træner. Derfor kontaktede jeg ham, og vi connectede fra start. Jeg ser virkelig frem til at lære af ham de næste tre år,« siger Asbjørn Nordentoft.

De tre år veksler mellem praktik og teori.

Praktikken får Asbjørn Nordentoft hos Lübker Golf Club under Morten Bartolins auspicier.

Det teoretiske bliver der hældt på ham i vinterhalvåret, når golfsæsonen kører på meget lavt blus. Den teoretiske undervisning foregår i Ikast hos ISI.

Her kan Asbjørn Nordentoft se frem til undervisning i så forskellige temaer og fag som boldflugtslove, psykologi, pædagogik, coaching, træningsprincipper, anatomi, fysiologi, biomekanik, shopdrift, ledelse og selvfølgelig træning af alle slags spillere.

For ham handler det om at gøre golf sjovt og tilgængeligt for alle.

»Det handler ikke kun om at lære tekniske færdigheder, men også om at skabe en positiv oplevelse på banen,« forklarer han.

Morten Bartolin nikker:

»Jeg kan huske, at jeg i mine ungdomsår udelukkende stod og øvede slag, mens der jævnligt kom en og rettede på mig. Det var dræbende kedeligt. I Lübker Golf Klub er vi meget bevidste om, at det både skal være sjovt at spille og blive dygtigere.«

I Lübker Golf Klub er vi meget bevidste om, at det både skal være sjovt at spille og blive dygtigere.
Morten Bartolin

Vil udvikle sig

Som PGA-elev er Nordentoft fast besluttet på at lære og udvikle sig. Han ser frem til at drage fordel af Morten Bartolins erfaringer og bidrage til klubben på flere niveauer.

»Jeg ønsker at lære fra alle mine kolleger her på Lübker og forstå, hvordan klubben fungerer, også på driftsniveau,« siger han.

Med en blanding af ungdommelighed, entusiasme og en forfriskende tilgang til sporten, er Asbjørn Nordentoft klar til at sætte sit præg på Lübker Golf Club og forme fremtiden for golf i lokalsamfundet.

Hans overordnede mål er at skabe et inkluderende miljø, hvor alle, uanset baggrund eller erfaring, føler sig velkommen til at forbedre deres spil.

»Vi har oplevet en eksplosiv vækst i antallet af juniorspillere, der gerne vil spille og træne meget. Flere er kommet til fra naboklubberne og har således været vant til at spille,« fortæller Morten Bartolin.

Tidligere kom klubbens juniorer sammen med deres forældre og gik til golf, fordi de kunne følges ad. Sådan er det ikke mere, ifølge cheftræneren.

»Vi opdeler vores juniorer i to aldersgrupper fra 5 til 11 og fra 12 til 18, og det spirer i begge aldersgrupper, så her vil Asbjørn få en væsentlig opgave med at holde dem til ilden og også have individuelle træninger med flere af dem,« siger Morten Bartolin.

Cheftræneren skal sørge for, at Asbjørn Nordentoft også selv husker at spille. Derfor skal der være plads til, at unge Nordentoft spiller 18 huller en gang om ugen, ligesom eleven og hans mentor skal have tre ugentlige komsammener, hvor den erfarne coacher sin elev 1:1.

Det er ikke kedeligt at uddanne som golftræner. Især når det ens mest brændende ambition, som det er tilfældet med Asbjørn Nordentoft, der bor i Aarhus sammen med sin medicinstuderende kæreste.