Fortsæt til indhold

Ligakvinder sikrer sig historisk tidligt overlevelse i landets bedste række

Skanderborg Håndbolds ligahold kan allerede efter den første kamp i kvalifikationsspillet i kvindeligaen juble over endnu en sæson i Kvindeligaen.

Sport

Der er stor grund til at juble i Skanderborg Håndbold, hvor ligakvinderne med en sejr over Horsens Håndbold på 35-32 tirsdag aften sikrede sig endnu en sæson i Kvindeligaen.

Det er jo fantastisk. Vi har aldrig før prøvet at være sikret så tidligt i kvalifikationsspillet, så det var dejligt og også en lidt speciel følelse. jeg er helt vildt glad og lettet.
Jeppe Vestergaard, cheftræner i Skanderborg Håndbold

»Det er jo fantastisk. Vi har aldrig før prøvet at være sikret så tidligt i kvalifikationsspillet, så det var dejligt og også en lidt speciel følelse. jeg er helt vildt glad og lettet,« lyder det fra cheftræner Jeppe Vestergaard, der storroser sine 15 spillere for sæsonens tredje sejr over Horsens Håndbold.

Stolt træner

Der er ingen tvivl om, at cheftræneren gennem fem sæsoner er stolt.

»Det er jo et hold, der har spillet en sindssygt flot sæson, og som jo selvfølgelig også har været skuffet over ikke at klare den til slutspillet, hvor vi kun manglede et point for at nå slutspillet,« lyder det fra cheftræneren, der fortæller, at Skanderborg Håndbold fik 23 point i grundspillet og dermed endte på en niendeplads. På point med Sønderjyske, der lige klarede slutspillet på en ottendeplads.

»Det har selvfølgelig gjort ondt, men når det er lidt mere på afstand er vi også stolte over 23 point. Det er historisk for os, og vi sikrer os en niendeplads. Der er mange ting, jeg synes vi kan være stolte over i den her sæson. Det skal vi huske,« lyder det fra Jeppe Vestergaard.

Han lægger vægt på, at der på holdet er en del spillere fra klubbens eget akademi.

»Vi har en trup på 15 spillere, hvor ni er opfostret på eget akademi. Vi hargivet debut til syv eller otte akademispillere i år. Det viser bare, at hele strategien fra de sidste fem år har båret frugt. Jeg synes, vi er nået et langt stykke. Det kan vi godt være enormt stolte over,« siger Jeppe Vestergaard, der stopper som cheftræner efter denne sæson.

Ligesom der kommer en ny cheftræner til klubben fra næste sæson, bliver det også et næsten nyt hold. Der bliver skiftet 11 spillere.

De 15 nuværende spillere har dog stadig yderligere tre kampe i kvalifikationsspillet.

Vil vinde kvalifikationsspillet

Lørdag går det løs igen, når Skanderborg Håndbold møder Aarhus United på udebane. Aarhus United ligger på nuværende tidspunkt på tredjepladsen med to point i kvalifikationsspillet, mens Skanderborg Håndbold med sejren tirsdag aften nu har fire point.

Onsdag 1. maj venter Bjerringbro på udebane, og 5. maj slutter ligakvinderne af med en hjemmekamp mod Ringkøbing.

»Nu er ligapladsen sikret, så nu går vi benhårdt efter at vinde kvalifikationsspillet. Med tre kampe tilbage er der lidt arbejde foran os, og det glæder vi os til. Der er 75.000 kroner på spil til vinderen af kvalifikationsspillet, så det er klart, at vi i en klub som Skanderborg Håndbold rigtig godt kan bruge de penge,« lyder det fra Jeppe Vestergaard, der nu ser frem mod lørdag.