Kæmpere hev to guldmedaljer hjem ved Tommerup Cup
Skanderborg Taekwondo Klubs deltagere i aprils sidste VM kvalifikationsstævne i taekwondo i Tommerup på Fyn kæmpede om ranglistepoint og metal. Klubbens deltagere vendte hjem til Skanderborg med seks medaljer.
Seks deltagere fra Skanderborg Taekwondo Klub var i Tommerup på Fyn, hvor sidste VM-kvalifikationsstævne i april fandt sted.
De udsendte deltagere kunne vende retur til Skanderborg med i alt seks medaljer.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Skanderborg Taekwondo Klub.
Johan Fredmar og Silje Liborius ligger lunt i VM-svinget i deres freestyle pargruppe. De tog igen guld ved Tommerup Cup og ligger på en suveræn første plads på VM-ranglisten inden de sidste tre VM kvalifikationsstævner i hhv. London slut maj, Danish Open i Fælledhallen den 1. juni og sidst i juni Austrian Open. Johan og Silje deltog også i den almindelige par sortbæltegruppe, hvor parret sikrede en flot sølvmedalje.
Naja Nancke slog til i juniorgruppen for rødbælter, hvor hun med 13,73 point vandt finalen. Johan Fredmar tog sølv i den individuelle freestyle gruppe, hvor han marginalt blev overgået at sin landsholdskammerat Johan Hollederer fra Gladsaxe. De to kæmper også om en VM-plads i disciplinen.
Klubbens EM-vindere i team damer Laura Nancke, Annesofie Fredberg og Silje Liborius er i et sandt drama, når det gælder VM-udtagelsen. Holdet tog sølv ved Tommerup Cup kun 0,1 point efter et hold fra Islev og med god margin ned til bronzeholdet fra Skive. Disse tre hold har skiftevis slået hinanden de seneste mange måneder, så det bliver et meget tæt kapløb mod den endelige VM-udtagelse.
Anna Maria T. Nielsen tog Moo Sa’s sidste medalje i grøn/blåbælte gruppen under 11 år piger. Således blev det til en flot bronzemedalje i gruppen.
Ifølge klubben kunne der være faldet mere metal af til Moo Sa, men Annesofie Fredberg (sortbælter) og Aksel Rohrberg (grøn/blåbælter drenge) endte desværre på den utaknemmelige 4. plads i deres respektive individuelle grupper. Laura Nancke endte på 6. pladsen i sortbælte gruppen og Johannes Bertelsen endte lige udenfor finalen i grøn/blåbæltegruppen for drenge.
Næste opgave for de lokale teknikprofiler bliver London stævnet slut maj for landsholdsfolkene, og så stiller klubben i stærkeste og fuld opstilling ved Danish Open den 1. juni i Fælledhallen.
Danish Open har vokset sig kæmpestort og Skanderborg Taekwondo Klub forventer i år mellem 400-500 deltagere fra op mod 15 nationer til årets stævne. Skanderborg er med Danish Open placeret som et af de stærkeste teknikstævner i Europa til glæde for både klubben men også for Dansk Taekwondo Forbund.