13-årig bokser fra Hinnerup slog sig til tops
Vandt med dommerstemmerne 3-2 i en velbokset finale.
13-årige Christoffer Noah Høy fra Hinnerup Bokseklub er blevet dansk begyndermester i boksning.
Den unge bokser stillede op i 52-54 kilo klassen, bantamvægt, ved Nationale Begyndermesterskaber, der blev afviklet i Kolding. Christoffer Noah Høy gik efter lodtrækning direkte i finalen mod Christian Nielsen fra Aabenraa BK.
»De stod rigtigt godt til hinanden, og kampen bølgede meget frem og tilbage med gode slagserier fra begge boksere. Især i 3. og sidste omgang viste Christoffer sit fighterhjerte og vandt kampen med dommerstemmerne 3-2,« fortæller boksetræner Morten Laursen.
Christoffer Noah Høy har bokset i to år og boksede til begyndermesterskaberne sin fjerde kamp.
»Han er en yderst dedikeret bokser, der træner hårdt og udviser et stort potentiale. Hinnerup bokseklub er meget stolte over at vinde endnu et begyndermesterskab i denne sæson.«
Klubbens anden begyndermester er 14-årige Arash Hameroozi, der tidligere i foråret slog til i 58-60 kilo klassen.