Randers-bryder vinder internationalt guld i overlegen stil
Brydeklubben AK Frem Randers deltog i pinsen ved et stort internationalt brydestævne i byen Kladno lidt uden for Tjekkiets hovedstad Prag.
Klubben stillede med hele seks brydere til stævnet, og det blev til mange flotte kampe og god læring for de unge brydere, fortæller klubben i en pressemeddelelse.
Bedst gik det klubbens blot 11-årige Muslim Borchigov i 39 kilo-klassen. Muslim Borchigov er en bryder, der er på landsholds-niveau. Han brød hele turneringen med en stor sikkerhed og vandt alle sine fire kampe i stævnets største vægtklasse målt på antallet af deltagere.
Finalen blev vundet sikkert 8-0 over en tjekke, hvilket betøde, at kampen blev afbrudt på grund af teknisk overlegenhed.
»Muslim Borchigov vinder helt fortjent guld i den store turnering, og han bliver meget spændende at følge i fremtiden,« lyder det i pressemeddelelsen.
I de øvrige klasser blev resultaterne:
39 kilo: Mathias Kruse, som er en nyere bryder, måtte desværre se sig besejret i to kampe og endte uden for medaljerne.
51 kilo: Sebastian Knudsen mødte i finalen en meget stærk slovak og måtte gå fra madrassen med en andenplads.
57 kilo: Ivan Sergejuk kæmpede et par brave kampe, men han måtte desværre også tage til takke med en sekundær placering.
57 kilo: Mohammad Borchigov skulle igennem fire hårde kampe, hvor han fik to sejre og to tvivlsomme nederlag. Han endte på en fjerdeplads.
62 kilo: Victor Grove fik også to sejre og to nederlag. Han fik en femteplads i sin vægtklasse.
»Alle brydere fik en masse erfaring med hjem i bagagen, og resultaterne må siges at være godkendt i en turnering af denne kaliber,« fortæller AK Frem Randers, der har fået endnu en træner tilknyttet til klubben i form af Kenneth Jensen, som er regerende dansk mester i 55 kilo-klassen, og som nu går fra to ugentlige træninger op til fire for at give bryderne de bedste forudsætninger for fremtiden.
»Det vil helt sikkert vise sig i, at der fremadrettet kommer endnu flere flotte resultater,« lyder det fra klubben, som gerne ser endnu flere unge mennesker prøve sporten af, hvor alle kroppens muskler er i brug, og motorikken øges betragteligt.