Djurslands to bedste fodboldhold afgjorde pokaldyst på straffe
Grenaa IF var bedre til at sparke straffespark end TRIF, da Djurslands to højeste rangerede fodbold mødtes i Oddset Pokalen 2024/25.
Grenaa IF, som pt. fører Jyllandsserien-1, havde sikre straffesparksskytter, da holdet tirsdag 4. juni på kunstgræsbanen ved Rønde Idrætscenter mødte hjemmeholdet TRIF, som pt. ligger nummer tre i Jyllandsserien-2.
Opgøret i Oddset Pokalen 2024/25 sluttede 1-1, hvorefter man gik direkte over til at afgøre kampen på straffespark.
Nis Traulsen bragte Grenaa IF foran i den ordinære kamp, Jens Amstrup udlignede for TRIF.
Oliver Jensen, Casper Stylsvig Bæksted, Christian Rytter Fløjborg og Fabian Korsgaard scorede alle i straffesparkskonkurrencen for Grenaa IF.
Det samme gjorde August Laursen og Victor Overgaard Riis for TRIF, mens Mathias Haulrik og Oliver Kristiansen begge missede.
»Grenaas målmand (Nicolaj Rohde, red.) klarede flot to straffespark, og derfor kunne Grenaa trække sig sejrrigt ud af en spændende kamp,« fortæller Søren Melgaard, der som altid var på plads på siddetribunen på Rønde Stadion.
Derfor var der ikke grund til at skyde et femte og afgørende straffespark.
Grenaa IF kunne køre fra Rønde med en 5-3 sejr og kan nu se frem til yderligere en pokalkamp inden sommerferien.
Nærmere bestemt 18. juni, som er lig med 7. runde. Inden længen trækkes der lod om, hvem der møder hinanden i de 20 kampe i næste omgang af Oddset Pokalen 2024/25.
32 hold fra 6. runde + 8 DS hold er med i boblen.