Fortsæt til indhold

Krammere i massevis da Finn Trikker blev mindet

Gamle Hesselelever hyldede deres forstander på Hessel Gods Fodboldkostkole.

Sport

Der blev uddelt krammere i massevis, tænkt tilbage på gamle dage og hist og her også fældet en tåre eller to, da forstander på Hessel Gods Fodboldskole i årene 1998 til 2012, Finn Trikker, søndag blev hyldet for sin store indsats med en mindekamp på Grenaa Stadion. En kamp, som en gruppe tidligere Hessel-elever selv havde taget initiativ til og som trods det kølige og våde vejr blev mødt med solid opbakning på tribunerne.

Finn Trikker døde af kræft i april i en alder af 72 år - og med hans død blev der sagt farvel til en stor personlighed i dansk fodbold. Hans karriere havde udgangspunkt i Nibe og tog fart efter skiftet til det nordjyske fodboldflagskib AaB, hvor han var topscorer i flere sæsoner og fik en enkelt landskamp - Sepp Pionteks debutkamp som landstræner.

De to hold og deres trænere samlet til kampstart på Grenaa Stadion. Foto: Søren Andersen

I 1998 gik turen til Grenaa, hvor han blev ansat som forstander på Hessel Gods Fodboldskole og havde jobbet indtil 2012. Gennem de mange år, satte han sit præg på mange fodbolddrenge, som tog til Grenaa både for at udvikle sig som fodboldspillere og uden for banen.

Ballast i livet

Mange af dem nåede at spille på arenaer i den helt store liga - og andre måtte nøjes med at spille i mere beskedne rammer. Men fælles for dem var, at de havde fået noget med sig i form af en ballast til at komme videre i livet - og det blev der kvitteret for med søndagens mindekamp.

De gamle Hesselelever havde fordelt sig på to hold, som mødtes over to gange 35 minutter, hvor det sportslige havde mindre betydning end det sociale. Det lignede længe en uafgjort 2-2, men i de døende sekunder afgjorde Hans Paarup kampen med et flot mål til 3-2.

Forinden havde tilskuerne set Europamesteren fra 1992-holdet, Flemming Povlsen, både brænde et straffespark på det skammeligste og score på fornem vis.

»Det var det sidste straffespark i min karriere,« lød det efterfølgende i køen til øl og pølser fra den gamle landsholdskæmpe, som i sin tid var træner på Hessel sammen med sin kollega fra EM-guldholdet Kent Nielsen. De kommende uger står den på mere EM for ham - i Tyskland, hvor han skal være ekspertkommentator på tv. Men forinden tog han sig tid til at mindes den gamle forstander, Finn Trikker.

Efter kampen var det tydeligt, at krammerne før kampen var afløst af kramper i mange af de gamle fodboldben, så mindekampen vil blive husket på mere end én måde.