Skanderborg-hold vandt årets holdløb i kajak
Hjemmeholdet tog sejren i holdløbet på en dag med regn og blæst.
Skanderborg Kano og Kajakklub havde for andet år i træk inviteret hele landets klubroere til holdløb, og der var igen i år deltagere lige fra Aalborg til Sønderjylland, skriver klubben i en pressemeddelelse.
Det var i silende regn og vind fra øst, at de fremmødte fire-persons-hold lørdag 15. juni skulle kæmpe for den bedste tid på en 12,5 kilometer lang rute.
Holdløbet er et formationsløb, hvor det ikke alene er den enkelte roers hastighed, der afgør løbet, men i høj grad også de tekniske evner til at hænge på hinanden og evnen til at kommunikere og på den måde udnytte forreste mands vandsøjle, lidt som man kender det fra cykelsporten.
Løbet er designet til at skabe lighed mellem holdene, så der nivelleres for køn og alder.
Trods vejret var humøret højt og alle hold på nær ét klarede dagens bølger.
Flere af gæsterne var lidt uvante med søens korte bølger, da de til dagligt ror på havet, og om vinderholdet, der bestod af Brian Christensen, Christian Thirup, Thomas Christian og Steen Holm, vandt, fordi de havde hjemmebanefordel eller om det var deres styrke og evne, afhænger vist af, hvem man spørger.
»Jeg vil sige, vi var det bedste hold både teknisk og fysisk, men vi blev vist også hjulpet lidt af, at andre hold skulle bruge tid på en makkerredning, så måske der var lidt hjemmebanefordel,« siger Steen Holm, der også er formand for Skanderborg Kano og Kajakklub.