Jyllands stærkeste mand: »Sjovere at trække en lastbil end at sparke til en bold«
Efter kun otte måneder i stærkmand-universet vandt 22-årige Emil Eriksen fra Thorsø titlen som Jyllands stærkeste mand.
Emil Eriksen fra Thorsø er 22 år, 195 centimeter høj, vejer 165 kilo, og så kan han trække en lastbil.
Den unge mand vandt 23. juni konkurrencen Jyllands Stærkeste Mand. Det er på trods af, at han kun har været i ”stærkmand-universet” i knap otte måneder. Før det dyrkede han dog styrkeløft, så helt ny ud i at løfte tunge ting, var han bestemt ikke.
Faktisk har han trænet, siden han var 14 år gammel. Der var en helt særlig årsag til, at han begyndte.
»Jeg har ADHD, så jeg kastede mig over træning for at holde det lidt i skak og få brugt noget energi,« siger den unge mand.
Da han begyndte i gymnasiet, mødte han som 16-17-årig en ældre elev, der dyrkede styrkeløft.
»Han synes, at jeg var stærk og havde noget potentiale,« forklarer Emil Eriksen, som derefter begyndte i Gudenådalens Styrkeløft Klub i Bjerringbro.
Der trænede han i fire år og blev da også danmarksmester og jyskmester i sporten, men det er ikke medaljer, han egentlig er »specielt stolt af,« for modstandere var der ikke mange af.
»Og til sidst begyndte min ADHD-hjerne at kede sig. Styrkeløft handler om squat, bænkpres og dødløft. Det blev for ensformigt.«
Fra styrkeløft til stærkmand
Et møde med en sportsmassør sendte Emil Eriksen i retningen af stærkmand-universet, og han var fanget af sporten med det samme.
»Det er meget mere alsidigt. Én dag løfter du sten, en anden dag trækker du en lastbil. Det passer mig lidt bedre. Og så har jeg altid været lidt forelsket i stærkmand-konkurrencerne,« siger han og tilføjer:
»Jeg gik da op i at dyrke styrkeløft, men det fascinerede mig ikke på sammen måde som stærkmand-konkurrencerne gør.«
Han forklarer desuden, at selvom han var okay god til styrkeløft, så er hans potentiale større i stærkmand-universet.
Gode resultater hurtigt
Allerede 14 dage, efter han var begyndt at træne i Strongman Horsens – som ligger i Silkeborg – vandt han sin første konkurrence. Et halvt år senere, i april, blev han nummer to til Fyns Stærkeste Mand. Og 23. juni hev han altså sejren i land ved Jyllands Stærkeste Mand. Deltagerne behøver ikke at komme fra eksempelvis Jylland eller Fyn.
Med de gode resultater i bagagen har Emil Eriksen kvalificeret sig til Danmarks Stærkeste Mand i slutningen af september.
Når du læser denne artikel er Emil Eriksen desuden lige hjemvendt fra Batumi i Georgien, hvor han dystede om at blive Europas stærkeste mand under 23 år. Han blev nummer fem.
100 procent dedikeret
Stærkmand-træningen er ikke bare en hobby for Emil Eriksen. Lige nu er det hele hans liv. Faktisk har han sagt sit job op på Drøsbro Mejeri for at hellige sig stærkmand-træning i et helt år – det er hans sabbatår:
»Nu er jeg jo en stor gut, så det blev for hårdt at gå 20.000 skridt i gummistøvler på mejeriet hver dag og så træne oveni,« siger den stærke Thorsø-fyr, før han fortsætter:
»Nu prøver jeg at se, hvor langt jeg kan komme på et års tid. Der er mange i den her sport, som tager præstationsfremmende stoffer, hvis jeg skal have en chance for at kunne følge med dem uden at tage noget, så var jeg nødt til at sige op og hellige mig træningen.«
Hvad tænker du om præstationsfremmende stoffer?
»Jeg synes sgu, at det er fair nok, hvis folk vil tage det – det er jo folks eget valg. Men for mig er målet at se, hvor langt jeg kan komme naturligt. Det er meget federe at kunne holde det clean hele vejen – og det er meget federe at vide, at man har tævet de andre med det, man naturligt er lavet af. Det er en fascination for mig at se, hvor stærk jeg kan blive naturligt.«
Emil Eriksen drømmer om at kunne dødløfte 400 kilo uden at have ”fået hjælp” til det.
Hvad er det, der er så fedt ved det her stærkmand-univers?
»Det er vel bare altid fedt at være den stærkeste. Og i stærkmand-konkurrencer er der ingen tvivl. Enten er du den stærkeste, eller også er du ikke. I holdsport kan du have haft dit livs bedste kamp men stadig tabe kampen,« siger den store fyr og slår så lige fast:
»Og så er det altså bare federe at trække en lastbil end at sparke til en bold.«
Det er dog også fællesskabet i miljøet, som tiltaler Emil Eriksen:
»Det er jo lidt som en lille familie.«
Hvor meget ser du så den her ”familie” – altså hvor meget træner du om ugen?
»Jeg har en måske to hviledage om ugen. Mandag, onsdag og fredag lægger jeg ud med morgensvømning klokken 6 i Tungelundbadet (friluftsbad i Thorsø, red.). Derudover træner jeg i Strongman Horsens fra omkring klokken 12 til 17-18-tiden,« fortæller Emil Eriksen, som har sin mor med på en lytter i baggrunden, da interviewet finder sted.
Den stærke mand bor hos sine forældre i Thorsø, så da interviewet lander på Emil Eriksens indtag af mad hver dag, bryder mor, Henriette Eriksen, ind:
»Jeg tror, at Emils husholdningsbudget lander omkring 8.000-10.000 kroner om måneden,« siger hun, før sønnike tilføjer:
»Jeg spiser vel lige under et kilo kød om dagen og omkring et kilo ris.«
»Og dertil kommer jo så masser af fiskeolie, vitaminer og kosttilskud. Som mor kan jeg da godt bekymre mig lidt om hans kolesterol, vitaminer, mineraler og blodtryk. Men han bliver tjekket en gang om året hos lægen, og alt ser heldigvis fint ud,« tilføjer Henriette Eriksen, som tydeligvis er stolt af sin søn – det var da også hende, som tippede avisen om Emil Eriksens stærke bedrifter.