200 deltagere fra 11 lande var med på stor karatesommerlejr
Ebeltoft Kampsport var vært for den internationale karatesommerlejr, der var fyldt med karate, sammenhold og godt humør.
For første gang afholdt Dansk Ashihara Organisation (DAO) sin årlige internationale sommerlejr i Ebeltoft, hvor Ebeltoft Kampsport sammen med toppen af Ebeltoft og EBIC fra torsdag 4. juli til søndag 7. juli dannede rammen om en noget usædvanlig sportsaktivitet.
Således kunne man i de nævnte dage både se og høre karatefolk på plænerne bag EBIC og i hallerne, og på vandrehjemmet var de hvide gier et gennemgående syn hen over weekenden, skriver Ebeltoft Kampsport i en pressemeddelelse.
Den årlige sommerlejr er skiftevis hvert andet år national og international. Således var lejren i år international og havde deltagelse af 200 deltagere fra hele Europa. På lejren var der også deltagelse fra Japan med den højest graduerede, der er søn af den nu afdøde grundlægger af systemet.
Graduering og DM
Til den landsdækkende og her også internationale graduering til brun- og sortbælte-grader deltog Ebeltoft Kampsport med fire elever, som alle bestod deres graduering til brunbælte 2 kyu.
På lejren blev det årlige DM i kata også afholdt og resultatet for Ebeltoft Kampsport blev en andenplads til Oscar Abildgaard i sin klasse, en andenplads til John Rasmussen i sin klasse, og en tredjeplads til Mie Murata-Broberg i sin klasse.
Teddy Vester, sensei og branch chief i Ebeltoft Kampsport (Judogården) og medlem af DAO-bestyrelsen, var meget begejstret for årets lejr og samarbejdet med Toppen af Ebeltoft og EBIC.
»Sommerlejren var planlagt med i alt 16 karate træninger, med 200 spisende og overnattende deltagere, så mange faktorer skal gennemtænkes, og der skal være et godt samarbejde mellem de deltagende klubber, overnatningsstedet og den klub, der arrangerer sommerlejren. Det hele er gået op i en højere enhed, og det har været en kanon lejr med masser af karate, hvor vi som arrangører har kunnet koncentrer os om det tekniske, fordi Toppen af Ebeltoft har haft styr på alt det andet. Det har været fedt!,« fortæller han.
Ebeltoft Kampsport blev grundlag i 2017 af Teddy Vester, der på daværende tidspunkt var gradueret 2. dan inden for netop Ashihara Karate.
Efterfølgende har Teddy Vester taget sin 3. dan og er i dag sensei for Karateskolen i Ebeltoft Kampsport. Klubben optager til august igen nye medlemmer, hvor både voksne og børn fra 10 år er meget velkomne.