Stærk start for tidligere Grenaakeeper i 3. division
Tidligere Grenaa-keeper Nicolaj Rohde har benyttet sommerpausen til at skifte til Holstebro, og han præsterede clean sheet i imponerende debutsejr.
Mens Grenaa IF gør klar til sæsondebut i Danmarksserien efter oprykningen fra Jyllandsserien, er holdets målmand Nicolaj Rohde fortid i klubben.
Nicolaj Rohde har benyttet sommerpausen til et klubskifte til Vestjylland. Nu er det Holstebro, der får glæde af hans evner.
Debuten fredag aften i 3. division foran 425 tilskuere på Krøyer Park i Holstebro var ovenud fin. Hjemmeholdet vandt over Silkeborg-holdet Young Boys med 2-0 (1-0), så clean sheet i debutten til unge Rohde.
Under Jänichen
I Holstebro er Nicolaj Rohde kommet under målmandstræner Morten Jänichens vinger.
Sidstnævnte nåede 10 ungdomslandskampe og omtrent 200 divisionskampe, da han selv var i vigør.
Morten Jänichen har UEFA GK A-licens, der er højeste uddannelse indenfor keepertræning, og har de seneste mange år arbejdet hårdt med at udvikle dygtige keepere i FS Holstebro.
Han er desuden også keepertræner ved morgentræningen med Holstebro Elitesport.
Også sejr til Kliver
Jacob Kliver, der tidligere har trænet Nicolaj Rohde, mens han var målmandstræner i FC Djursland/Grenaa IF, er nu målmandstræner i Odder.
Odder debuterede fredag aften i 3. division med en 3-1 sejr over Brabrand.
Et af målene blev scoret af den tidligere TRIF-spiller Nikolaj Dahl Sauer, som nu tørner ud for Odder.
Nikolaj Dahl Sauer, årgang 2001, har en ungdomsfortid i AGF plus Randers Freja og Silkeborg IF.
Han skiftede som senior fra AGF til Silkeborg-klubben Young Boys FD (tidligere Silkeborg KFUM) og siden til Aarhus Fremad og Skive IK. Før skiftet til Odder spillede han hos Brabrand.
I fredagens kamp startede Sauer på bænken, men kom siden ind og leverede målet til 3-0.