Fortsæt til indhold

Camilla Lykke fra Ebeltoft vinder Ironman

Camilla Lykke løb søndag over målstregen som kvindernes nummer et ved Ironman Copenhagen.

Sport

Ebeltofts helt egen jernhårde lady imponerede ved Copenhagen Ironman søndag 18. august, hvor hun som den første kvinde kom over målstregen i tiden 9 timer, 6 minutter og 54 sekunder.

En ironman består af 3,8 kilometer svømning, 180 kilometers cykling og 42,195 kilometer løb til sidst, som bekendt svarer til et maratonløb.

På sin Facebook skriver Camilla Lykke selv om løbet:

»Mest vanvittige dag på den fede måde. Jeg løber i mål som fucking hurtigste kvinde af alle, i tiden 9 timer 6 minutter, i KØBENHAVN! Med lige omkring 10 minutter til nummer 2. Wauw, shit og omg! Shit en stemning i København, har aldrig oplevet noget lignende - så mange mennesker, der heppede; jeg følte mig som den største stjerne.KÆMPE tak til, der heppede - betyder mere end I aner!«

Camilla Lykke har deltaget i flere Ironman-løb i Europa, den seneste for 10 måneder siden i Portugal, og hvis man bor i Ebeltoft har man helt sikkert ikke kunnet undgå at se hende løbe og cykle intenst de sidste mange måneder.

Hun har selv lavet en opgørelse: De sidste otte måneder har hun cyklet 283 timer, løbet 132 timer og svømmet 78 timer - de fleste af dem i og omkring Ebeltoft.

For et par uger siden blev Camilla Lykke ramt af corona, som satte træningen ud af spil, og det var derfor med en vis spænding, at hun stillede til start søndag i København.

Velfortjente bobler til Camilla lykke og hendes nærmeste konkurrenter. Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Scanpix 2024