Iron(wo)man på podiet: Ebeltoft har sin egen jernhårde lady

8 måneders benhård og målrettet træning belønnede sig for 32-årige Camilla Lykke fra Ebeltoft, da hun gennemførte en Ironman i Cascais, Portugal. Hun fik en samlet 2. plads, som hun naturligvis er stolt af, men som også efterhånden har vist sig som lidt af en forbandelse. Det vender vi tilbage til.

En ironman er en tri-disciplin, hvor deltagerne skal gennem 3, 8 kilometers havsvømning, 180 kilometer på cykel og endelig et maraton, 42,2 kilometer. Det giver sig selv, at sådan en præstation ryster man ikke lige ud af ærmet. Det kræver styrke og udholdenhed, både den fysiske og mentale. Begge dele har Camilla Lykke arbejdet intenst med i månederne op til løbet. Hun har trænet 15-20 timer hver uge, og hun har elsket hvert øjeblik.

»Jeg er aller bedst tilpas, når jeg træner, og der har ikke været en eneste gang, hvor jeg ikke har haft lyst til at komme afsted. Selvfølgelig er det en rus at komme over målstregen, men jeg har også opdaget, at rusen er kortvarig, så hvis man skal kunne det her over så lange perioder, bliver det nødt til at være fedt at træne.«

Hva’ fuck?

Det er ikke altid, at Camilla Lykke har følt sig stærk. Hun har uden tvivl været det, men udfordringer med social angst har fyldt en del gennem årene. I sporten finder hun ro. Her er en ramme, hvor hun ikke føler sig forkert, og ved at arbejde intenst med både den og sig selv, har hun lært at kontrollere angsten, så hun nu i højere grad styrer den end omvendt.

»Jeg har også lært, at jeg ikke kan træne mig ud af alle problemer, men når jeg dyrker min sport, så får jeg et mentalt overskud, som intet andet kan give mig.«

Og det fik hun brug for i Portugal.

»Egentlig plejer jeg at have det ret stramt på ’race-morgenerne’, men den her gang gjorde mig umage med ikke at være fanget i det narrativ, så jeg var egentlig relativt rolig, i forhold til de tidligere gange.«

Hun havde både sin mor og bror med til Cascais.

»De kender mig heldigvis og ved, at jeg kan være lidt tvær og lukket i dagene op til konkurrencen,« siger hun med et smil, der gør det svært at tro, at hun er i dårligt humør ret tit.

Første disciplin er svømning. I havet. Camilla Lykke hader at svømme i havet, og selv om vejret viste sig fra sin gode side på race-day, så var der alligevel godt med bølger i Atlanterhavet den morgen.

»Det var forfærdeligt. Hver gang jeg drejede hovedet for luft, så fik en bølge ind i munden. Hjernen er jo programmeret til at tænke negativt, så ret hurtigt var den i gang: jeg gider ikke det her pis, aldrig mere! Men jeg har lært, at jeg kan hive den tilbage ved at rose mig selv: ’du gør det godt’ og ’you got this’. Det virker, lige indtil det vender igen. Så kan den positive messen starte forfra, og det gentog jeg så i en time og otte minutter.«

Hun kommer godt videre på cyklen, som er hendes aller største styrke og her, hun plejer at hente tid fra sine konkurrenter. Denne gang var der ovenikøbet en ekstra gulerod. På den ene og længste stigning var der lavet en konkurrence; den hurtigste kvinde oppe ville blive udråbt som Mountain Queen og vinde en cykelcomputer. Den gik Camilla Lykke efter, med alt hvad hun havde i sig, men der skete noget undervejs.

»Da jeg er sådan halvvejs på ruten, kommer jeg forbi min mor og bror, og de plejer sådan lige at give en status på, hvordan jeg ligger. De får sagt: »Du klarer det fint,« og så er jeg sådan: Hva’ fuck betyder det? Det startede nogle sprækker i mine tanker, jeg mistede momentum og var pludselig sikker på, at jeg lå helt vildt dårligt. Jeg fik talt mig selv ned, og det kan være altødelæggende, for 85 procent af det at præstere til en ironman er mentalt.«

Selvfølgelig, får man næsten lyst til at sige, viste det sig, at hun faktisk blev Mountain Queen, og havde klaret den samlede cykeltur ganske fint. Det gav ekstra benzin i benmusklerne, og hun løb sit bedste maraton nogensinde, som den hurtigste kvinde af alle. Dermed endte hun på en samlet 3. plads af alle de deltagende kvinder, og på en 2. plads i sin aldersgruppe. Fra hun løb ud i havet og til hun krydsede målstregen, var der gået 9 timer og 59 minutter.

»Det var også en personlig rekord og mega fedt lige præcis at komme under 10 timer.«

Fra sølv til guld i 2024

Camilla Lykke arbejder som online kommunikationskonsulent og som personlig træner og coach. Hun er født og opvokset i Ebeltoft, og var lige nogle år i Aarhus, men valgte at flytte tilbage.

»Det gik op for mig, at det jo er herude, jeg aller helst vil træne. Naturen her på Djursland er optimal i forhold til både cykling og løb, og jo også helt vildt smuk.«

Og det er hele Djursland, hun har drønet rundt på, især på cyklen. Svømningen er foregået i den lokale svømmehal og løberuten for det meste rundt omkring Ebeltoft.

»Jeg har sådan en fast rute på 11 kilometer. Den løber jeg så to gange i træk flere gange om ugen, så jeg har nogle gange set nogen stå og undre sig, når jeg kom forbi deres hus igen og igen. De må have tænkt, hvad i al verden, jeg havde gang i,« griner hun.

Løbet i Portugal er den fjerde Ironman, hun har gennemført. Denne gang uden sponsor, så det har krævet al hendes stædighed, som hun heldigvis har rigeligt af, at komme gennem forberedelserne.

»Jeg har bogstaveligt talt levet på en sten siden februar. Når jeg træner op til 20 timer om ugen, så er der ikke timer nok i døgnet til også at arbejde en masse. Men det er gået fint.

Hun ved, hun vil af sted igen, men endnu ikke hvornår. Hun kvalificerede sig med sin placering i Portugal automatisk til VM, men det springer hun over.

Hun håber, at hun næste gang kan finde nogle sponsorer, gerne lokale, og så går hun efter at komme et trin højere op på podiet. Der har hun nemlig stået, da hun vandt ironmans i København i 2018 og på Lanzarote i 2019.

»Der er en del konkurrencer, hvor jeg er endt som nummer to. Det kan jeg sagtens se, er flot, men når man først har prøvet at være 1’er, så er det svært at stille sig ægte tilfreds med en 2. plads. Og blandt andet derfor er jeg sulten på mere i 2024 - og gerne den allerøverste skamle.«