Fortsæt til indhold

Fra lokalt foreningsliv til professionel håndbold

Norddjurs Håndbold er gået fra foreningsdrift til en ambitiøs forretning med administrerende direktør Karen Kristensen som en central figur i den nye strategi.

Sport

Norddjurs Håndbold har taget hul på et nyt kapitel i klubbens historie med herreholdets oprykning til 1. division - i tredje forsøg.

Norddjurs Håndbold er fortsat en integreret del af moderklubben Nørre Djurs HK, men på det organisatoriske plan har den professionelle afdeling nu hjemme i selskabet NDHKelite ApS, der er stiftet med en anpartskapital på 40.000 kroner, som er det mindstemål for et kapitalgrundlag som lovgivningen foreskriver.

Amatørdelen bestående af resten af herreafdelingen, dameafdelingen og ungdommen er fortsat hjemhørende i Nørre Djurs HK.

To nøglespillere

Overgangen fra lokal forening til en professionel håndboldklub indebærer både store muligheder og udfordringer.

En central figur i denne transformation er Karen Kristensen, der med sin unikke kombination af erfaring som gymnasielærer og nyudnævnt direktør for klubben, står som en nøgleperson sammen med den nye bestyrelsesformand for NDHKelite ApS, Anne Goul Jensen.

Duoen spiller en væsentlig rolle i klubbens strategiske udvikling, der på det sportslige plan også omfatter den spillende sportschef Mike Paulsen.

Jeg er utrolig stolt af at være en del af Norddjurs Håndbolds optur
Karen Kristensen

Travl direktør

Karen Kristensen balancerer en travl hverdag som gymnasielærer ved Skanderborg-Odder Center for Uddannelse (SCU) med rollen som direktør for Norddjurs Håndbold.

Hun er fire dage i Skanderborg og en dag på kontoret i kælderen i Nørre Djurs Hallen.

Hendes arbejde på SCU omfatter undervisning i afsætning, samfundsfag og virksomhedsøkonomi på EUD/EUX og HHX.

Det giver hende en solid forståelse for økonomi og strategisk planlægning, som er afgørende i hendes rolle som direktør.

Som direktør for Norddjurs Håndbold står Karen Kristensen over for mange opgaver. Hendes ansvar inkluderer alt fra strategisk ledelse og budgetstyring til samarbejde med sponsorer og administration af klubbens drift.

Under hendes ledelse har klubben gennemgået en omfattende opgradering på alle planer.

»Jeg er utrolig stolt af at være en del af Norddjurs Håndbolds optur,« siger Karen Kristensen. »Det er en fantastisk mulighed for klubben og området, og vi er engagerede i at bygge videre på den solide base, vi har skabt.«

»Vi har arbejdet hårdt for at styrke holdet og vores faciliteter, og jeg ser frem til at se, hvordan vi kan udnytte disse forbedringer i den kommende sæson.«

Karen Kristensen er 31 år, bosat i Auning og født ind i Nørre Djurs HK.

Hendes fædrene ophav er Peter Kristensen, kendt i det lokale håndboldmiljø gennem mange år og ansvarlig for sponsordelen i Norddjurs Håndbold.

Direktør Karen Kristensen (tv.) og bestyrelsesformand Anne Goul Jensen arbejder sammen om at styre Norddjurs Håndbold til succes. Foto: Lars Norman Thomsen

Formand med erhvervserfaring

Den nye bestyrelsesformand, Anne Goul Jensen, 45, har en fortid i banksektoren hos Jyske Bank. Hun har herfra en solid baggrund med i bagagen som leder og rådgiver i organisationsudvikling.

Anne Goul Jensen driver Goul Consult ApS og har arbejdet i 15 år med at forstå, analysere og rådgive virksomheder om forandringsprocesser og strategisk udvikling.

Anne Goul Jensen, der flyttede til Glesborg for fem år siden, fordi hun rendte ind i sin nuværende bedre halvdel, vil lede bestyrelsen i klubbens overgang fra en lokal forening til en professionel organisation.

Hendes fokus vil være på at sikre en strategisk retning for klubben, optimere økonomien og styrke samarbejdet med sponsorer og partnere.

»Som ny formand ser jeg frem til at lede Norddjurs Håndbold gennem en spændende tid i et tæt samarbejde med Karen, resten af bestyrelsen, den sportslige sektor og de mange frivillige, som altid er så synlige i Nørre Djurs Hallen,« siger Anne Goul Jensen.

»Vores mål er at sikre, at klubben ikke blot overlever i 1. division, men trives og vokser. Jeg tror på, at vi med den rette strategi, ledelse og engagement fra både spillere og støttepersoner kan opnå store ting.«

Netop økonomien spiller en stor rolle, når du når de håndboldmæssige højder, som Norddjurs Håndbold er kommet til.

En vigtig del af klubbens strategi er at sikre en sund økonomisk base gennem sponsorsamarbejder og tiltrækning af tilskuere.

Med et budget på 1,6 millioner kroner for sæsonen er der ikke meget at slå til søren med sammenlignet med de 6-7 klubber i rækken, der kan præsentere vildt højre budgettal og derfor er meget afhængige af, at sikre oprykning til landets bedste liga for at kunne holde dampen oppe i økonomien.

Mål: Fra 8 til 11

»Der er 14 hold i 1. division. Der er syv klubber, som vi ikke kan sammenligne os med for nuværende, fordi de har helt andre muskler økonomisk end os,« siger Karen Kristensen.

»Til gengæld har vi en stor tro på, at vi kan gøre en forskel blandt de syv andre hold. Der er kun et hold, der rykker direkte op, mens der er tre, der rykker direkte ned i 2. division. Derfor er vores mål at undgå placeringerne fra nummer 12 til 14, og slutte i feltet fra nummer 8 til 11.«

»Det er uhyre vigtigt, at vi bliver i 1. division. Det er vores altafgørende mål, fordi det sender et signal om, at vi kan klare os i en landsdækkende turnering til vores spillere, sponsorer, bagland og fans. Dernæst køber vi os et års mere erfaring, som vi kan trække på i den følgende sæson,« supplerer Anne Goul Jensen.

Kontraktspillere og nye ansigter

Truppen, der skal holde Norddjurs Håndbold oven vande, har været i gang med forberedelserne længe. Sportschef Mike Paulsen har fået sammensat en 18-mandstrup bestående af 13 spillere fra sidste års hold, og fem nye ansigter, der alle kommer med erfaring fra et højere niveau.

De nye spillere er blevet nøje udvalgt til at tilføre værdi til holdet. Deres integration i den spillestil, der er særkende for Norddjurs Håndbold med fart og tempo, bliver en vigtig del af holdets succes i den kommende sæson.

De fem nye er:

Peter Lausten: Højre back fra SønderjyskE Herrehåndbold. Anders Gade: Venstre back og playmaker fra Skovbakken. Frederik Sørrig Damgaard: Højre fløj fra Odder. Carl Büchmann: Stregspiller fra Fredericia og Give HK. Sigurd Glud Nielsen: Venstre fløj fra Rækker Mølle.

»Det er gået fint med at få de nye med i truppen. De er alle forstærkninger, som styrker holdet, og det er tydeligt at se, at de kommer fra et højere niveau end 2. division,« siger Karen Kristensen.

Følgende fire er der skrevet kontrakt med for to år: Casper Hebsgaard Mortensen, målmand, Gustav Østergaard, stregspiller, Jeppe Dahl Kjeldsen venstre fløj og Peter Lausten, højre back.

»Det koster 30.000 kroner pr. spiller i forsikring at skrive en konktrakt, så det er ikke billigt,« som Karen Kristensen konstaterer det.

Følgende fire af Nørre Djurs HKs egne unge indgår i en talentgruppe, der træner med førsteholdstruppen 2-3 gange om ugen: De tre venstrehænder, Jakob Havmøller, Mikkel Hansen og Kasper Nyborg samt det unge målmandstalent Sebastian Lund.

Løft til faciliteterne

Som en del af klubbens opgradering er ’Hulen’, Nørre Djurs Hallen, blevet forbedret med flere siddepladser, nye tv- og dommerbordfaciliteter og sammenlagt 32 bænkepladser til de to mandskaber, otte flere end i 2. division.

Hjemmekampene er fordelt med noget nær fifty-fifty på Nørre Djurs Hallen og Grenaa Idrætscenter. Der er plads til 350 tilskuere i førstnævnte og 900 i Grenaa.

»De kampe, hvor vi forventer største rykind, f.eks. når vi møder HØJ med Hans Lindberg, spiller vi i Grenaa, men vi glemmer ikke vores base i Glesborg,« forsikrer Karen Kristensen.

For første gang i historien skal man til at betale for at komme til håndbold på disse breddegrader. 50 kroner ved kasse 1.

»Vi er en professionel klub, og derfor drejer vi på alle håndtag, men alle børne- og ungdomsspillere i Nørre Djurs HK, der har betalt kontingent, kommer fortsat gratis til håndbold,« lover direktøren.

Snart bliver det muligt for kernetropperne på tilskuerpladserne at købe sæsonkort, der dækker samtlige 13 hjemmekampe.

De forbedrede faciliteter i Nørre Djurs Hallen er en del af klubbens strategi til at tiltrække flere tilskuere og skabe en bedre oplevelse for dem, der følger Norddjurs Håndbold. Hallens generelle tilstand og tilgængelighed er afgørende for at sikre, at klubben kan håndtere det øgede antal kampe og events.

Første hjemmekamp - og første kamp i 1. division i det hele taget for Norddjurs Håndbold - spilles 7. september klokken 13 i Nørre Djurs Hallen, når Rækker Mølle kommer på besøg.

Hallen skal være til rådighed to timer før og fire efter kampstart. Det fortæller også noget om de nye tider og overgangen fra forening til professionalisme.