En ven døde med et smil om munden. I dag udfører jeg min pligt som bedstefar

Nu er den gal igen. Byen skæver mod stadion for enden af Stadion Allé. Lørdag søger tilhængerne opmuntring foran Sct. Lukas kirken, og bagefter går de styrket i en fanmarch, Aarhus Walk, ad Hack Kampmanns fornemme allé til kampen.

Så kan det ikke gå helt galt.

I sport og snart alt andet er foromtalen som regel det vigtigste. Ingen gider læse om Holger Rune, når han har tabt. Men forskræppet før den første kamp ved US Open skaber forventning og får tv-stationerne til at sende reportere til New York.

Sådan er det også med fodbold. Her er én kamp ikke helt så afgørende. Spændingen kan stadig være intakt i turneringen.

AGF har med overfaldsfodbold besejret modstandere på stribe, men er i enkelte kampe blevet snydt af dommerne og heldige modstandere. Hvad kan det ikke udvikle sig til? Spørger mange.

Skal det være nu? Man siger det ikke, for tavshed er guld.

Måske.

Hvis bare ikke ledelsen falder for fristelsen til for ussel mammon at sælge gaven i venstre side – Gift Links.

End ikke borgmesterens tackling bagfra af byens bilister, der klart er til rødt, eller den velklædte rådmands besynderlige beslutninger, som vinden blæser, kan dæmpe optimismen før kampen.

Nyt stadion på vej

Et nyt stadion er på vej, men endnu kan det gamle, der blev taget i brug i 1920, sagtens danne rammen om sommerens sidste kamp.

Den hvide feber hærger Aarhus, og lad bare andre more sig over fodboldfeberen i Aarhus. På nettet gøres der grin med Aarhus-sygen og fortælles vittigheder:

»Mor, mor. AGF har vundet mesterskabet.«

»Godt, min dreng. Sluk så for den Playstation.«

AGF har altid haft en særlig status i dansk fodbold, men turneringen i år har foreløbig været anderledes.

Den tidligere præst ved Sct. Pauls kirke i Aarhus Flemming Baatz Kristensen interesserer sig for fodbold og har i årevis set AGF spille. Også som speaker ved AGF’s hjemmekampe.

»Jeg har fulgt AGF siden 1996, og ved starten af den nye sæson har de spillet betagende fodbold,« siger Flemming Baatz Kristensen.

»Det bedste siden 1996. Det er jo interessant, at de har fået den start. De var ikke særlig gode i begyndelsen af slutspillet i sidste sæson, tabte de fleste kampe og spillede kun én uafgjort. I pokalfinalen spillede de elendigt og tabte fortjent til Silkeborg.«

Og iagttagere på nettet kan registrere, at netop det nederlag har påkaldt sig interesse blandt mennesker, der på nettet afslører, at de må være udstyret med en syg humor, når de sammenligner to hold i 2024-sæsonen: det engelske landshold og AGF.

Begge hold spiller i hvidt og tror, at de er de bedste. Holdene har intet vundet i en menneskealder og endog tabt en finale i 2024. Måske er den ikke særligt morsomme sammenligning udtænkt i Silkeborg. Der gnides jo salt i såret.

AGF kan overraske

Heller ikke Flemming Baatz Kristensens venner var imponerede over AGF i tiden efter pokalfinalen.

»Vent bare, sagde jeg til dem,« husker præsten.

»Holdet kan godt overraske, og så besejrede det FCK 3-2 på hjemmebane og ødelagde københavnernes mesterskabschance, inden det tog til Brøndby, hvor der var lagt op til den store mesterskabsfejring. Her spolerede AGF festen ved at vinde 3-2. Og nu har spillet været fremragende efter sommerferien. Gift Links er utrolig på venstre fløj. Når AGF har vundet tre kampe i træk, plejer man drillende at sige, at nu taler aarhusianerne om, hvem AGF skal møde finalen i Champions League. Denne gang klapper vi lige hesten. FCN er en vanskelig modstander, og derpå venter Silkeborg. Kan AGF klare de to hold, ser det anderledes ud.«

Flemming Baatz Kristensen, der er årgang 1953 og dermed fra den tid, hvor det var muligt at studere fodbold lige fra morgenstunden, for der var en slags samlekort med fodboldspillere trykt på havregrynspakkerne. Han kendte dem alle, og på et tidspunkt begravede han en AGF-spiller fra Vestre Kirkegård og kiggede i den forbindelse ud over forsamlingen. Der sad holdkammeraterne Hans Christian Nielsen og Jørgen Olesen.

»Jeg huskede dem. Jeg samlede jo på spillere, der var trykt bag på havregrynspakkerne. Nu var de bare blevet ældre.«

Undertegnede havde en kollega, der var engageret AGF-tilhænger. Han fulgte holdet ude og hjemme, og hele hans tilværelse var påvirket af AGF. Da AGF i 1996 vendte hjem efter sejren på 2-0 over Brøndby i pokalfinalen, var han i sin fine sportsvogn første bil i kortegen, der fulgte efter bussen med spillerne på vejen fra lufthavnen til Aarhus.

AGF nævnt i kirken

Han var en fabelagtig dygtig typograf på redaktionen, men det var kærligheden til AGF, præsten talte om ved begravelsen, da han kort tid efter døde af en blodprop – ikke særlig gammel. Sådan har det været i mange kirker i Aarhus gennem generationer.

En god ven døde med et lille smil om munden. Kræft i hjernen gjorde kommunikation umulig, men han så ud til at opfatte, at AGF havde scoret i Brøndby. Som barn cyklede han i 1950’erne gerne til Aarhus fra Skanderborg-egnen for at se AGF og være en del af fællesskabet, der fejrede mesterskaberne. Han var glad selv i modvind på vejen hjem.

Spillerne ved forhåbentlig, hvad det betyder uden for banen, at de anstrenger sig lidt ekstra og afslutter lidt bedre. Tilhængerskaren består af alt fra små børn til mennesker på det yderste.

Biskop Kjeld Holm var også begejstret for fodbold, selv om han aldrig kunne drømme om at bede for en sejr.

»Noget sådant vil jeg ikke ulejlige Vor Herre med,« bedyrede han.

Toldi og storhedstiden

AGF’s storhedstid blev grundlagt i 1950’erne, da det københavnske monopol på mesterskabet omsider blev brudt. Køge havde vundet titlen som første provinshold i 1954, og med ungareren Géza Toldi fik AGF ny inspiration og en træner med stor taktisk indsigt. AGF sluttede som dansk mester i 1955, 1956 og 1957, foruden to pokaltriumfer i samme periode. Men samarbejdet mellem de ungarske træner og de danske amatører slog gnister, skriver en tidligere AGF-træner Ole Brandenborg Jensen i sin bog ”AGF og alle de andre”:

»Konflikten mellem det gamle og det nye var med andre ord uundgåelig, og faktisk var hele perioden fra sommeren 1954, da Toldi for første gang satte sin fod i Fredensvang, og frem til udgangen af 1964, da ungareren definitivt vendte AGF ryggen, én lang fejde. Hvem der vandt, kan man strides om, men det er i hvert fald ubestrideligt, at den ungarske træners indflydelse og betydning var så stor, at han også spillede en hovedrolle i de fire år, han ikke var i klubben, dvs. perioden fra sommeren 1956 til sommeren 1960. Det, der delte vandene, var Toldis autoritære opfattelse af holdudtagelse og mandskabsbehandling, hans træningsprincipper samt hans syn på penge, og allerede få uger efter den ungarske træners ankomst var det første sammenstød en realitet.«

AGF var en klub ledet af sande amatører, der holdt principperne i hævd. Det var paradoksalt, at det netop var AGF og formand Poul Hyldgaard, som årtier senere argumenterede for indførelse af professionelle tilstande i dansk fodbold.

AGF spillede legendariske kampe på Aarhus Stadion i 1950’erne.

Alligevel nåede kampene i 1950’erne næppe samme intense og historiske niveau som den for snart 90 år siden. Den 9. september 1934 besejrede Jylland København 6-3 på Aarhus stadion. Det var første gang, det skete, og allerede ved syvtiden om morgenen stod folk i kø for at være sikre på at få en plads. Dagen efter kampen ryddede Aarhus Stiftstidende hele sin forside. Så stort var det.

Tifoerne var ikke af helt samme kvalitet dengang: »Jydedrenge, jav dem hjem i seng,« lød budskabet, og det fik nok ikke københavnerne, der altid havde domineret dansk fodbold, til at ryste.

Bedstefars pligt

Som fodboldinteresseret med base i Aarhus, må det være en pligt at introducere børnebørnene for byens hold. Jeg har både Morten og Aksel med på stadion i eftermiddag.

Det er snart mange år siden, at Morten var med for første gang.

»Må man råbe?« spurgte han.

»Ja, alt det du vil. «

»Kom så AGF,« brølede det lille menneske, så andre forskrækket kiggede på ham.

Aksel er også begejstret for fodbold og et helt opslagsværk, når det gælder fodbold i nyere tid.

Han er for AGF og Liverpool. Så er der hold, der spiller hele året og altid et at holde med.