Fortsæt til indhold

Syv Randers-ryttere deltog i amatør-VM

Sport
sra

Torsdag 29. august og søndag 1. september deltog over 3.200 cykelryttere fra hele verden i Gran Fondo World Championships, som blev afholdt i Aalborg. Gran Fondo World Championships er amatørrytternes svar på VM.

I alt syv ryttere fra Randers Cykleklub havde kvalificeret sig til mesterskabet, fortæller klubben i en pressemeddelelse.

Jacques Stilling blev i foråret dansk mester for masterryttere i enkeltstart og nummer to ved linjeløbet ved master-DM i klassen H30 og kvalificerede sig på den måde til Gran Fondo World Championships.

Han deltog også i det danske Gran Fondo-kvalifikationsløb, der blev kørt i Svendborg i juni, og også der klarede han en tid, der gav kvalifikation. Det samme gjaldt fire andre ryttere fra Randers Cykleklub: Morten Holt Brüner, Per Schou Andersen, Michael Jensen og Jesper Høgsted.

Line Wasehus Ibsen og Martin Asvig er begge kommet med til Gran Fondo World Championships på et wildcard.

Jacques Stilling og Martin Asvig deltog i enkeltstarten 29. august, mens alle syv ryttere var med i linjeløbet 1. september.