Fantastisk punktum: Lisa Kjær slutter karrieren med paralympisk bronze
Para-atleten Lisa Kjær fra Ry satte fredag aften i Paris punktum for en formidabel taekwondo-karriere med en bronzemedalje om halsen.
»Det kan ikke blive vildere. Det kan ikke blive en større drøm. Det kan det ikke. Det kunne selvfølgelig have været guld. Men med de her betingelser var det en sejr bare at stå på banen«
Sådan lød det fra en lykkelig Lisa Kjær efter sejren fredag aften, hvor hun sikrede sig bronzemedaljen med 6-2 sejren over Marie Antoinette Dassi fra Cameroun.
Den 46-årige taekwondokæmper havde på forhånd annonceret, at de paralympiske lege i Paris blev hendes sidste konkurrence som taekwondo-kæmper, og med bronzemedaljen om halsen gav hun følelserne frit løb.
Tidligere fredag tabte Lisa Kjær kvartfinalen til franske Djelika Diallo efter en dramatisk kamp, hvor blot 0,8 sekunder skilte danskeren fra en semifinaleplads.
Men da hendes franske overkvinde gik hele vejen til finalen, fik Lisa Kjær en chance mere for at vinde en medalje, og den udnyttede hun ved først at besejre briten Beth Monroe med cifrene 10-1 og dernæst Marie Antoinette Dassi.
Efter sejren forklarede Lisa Kjær, at hun blev skadet i april, og at det har været en lang og sej kamp at nå at blive klar til legene.
»Jeg rev mit korsbånd over 11. april, og det har været en vild proces lige siden. Line Hougaard fra Team Danmark og min træner Jasmin har været så vanvittige. Jeg er dybt taknemmelig og fuld af kærlighed over al den støtte, jeg også har fået fra min familie og venner.«
Som om det ikke var rigeligt blev Lisa Kjær også ramt af sygdom i ugen op til de paralympiske lege.
»Jeg havde ikke haft en sparringskamp før PL, også fordi jeg fik corona i sidste uge. Det gjorde også alt muligt ved kroppen,« tilføjede hun.
Bronzemedaljen er Lisa Kjærs anden paralympiske medalje. For tre år siden vandt hun guld ved de paralympiske lege i Tokyo. Hun har desuden vundet fire verdensmesterskaber og fem europamesterskaber.