Guld til Låsbydreng på Nürburgring
Trods en svær start blev det alligevel til en guldmedalje til Oliver Svendsen fra Låsby.
Oliver Svendsen sikrede sig en guldmedalje trods en langtfra optimal start ved den sjette og næstsidste afdeling af det tyske mesterskab, som blev afholdt på den berømte Nürburgring-bane i Tyskland. Selvom Nürburgring ofte associeres med den legendariske ”Nordschleife” – en 21 kilometer lang landevej, hvor man kan køre uden hastighedsbegrænsninger – blev weekendens løb afviklet på den 3,6 kilometer lange ”Grand Prix Course”. Det fremgår af en pressemeddelelse.
For 20-årige Oliver Svendsen var det første gang, han skulle køre på Nürburgring uden for computersimulatoren, hvilket gjorde fredagens træningspas altafgørende.
Regn og tæt tåge
Desværre blev weekendens udfordringer tydelige allerede inden, holdet nåede på banen. Da teamet vågnede op fredag morgen, blev de mødt af regn og tæt tåge, hvilket førte til, at de valgte at springe weekendens første træning over på grund af dårlig sigtbarhed. Tågen blev værre i løbet af dagen, og løbsledelsen besluttede at aflyse al træning resten af dagen. Dermed blev Oliver Svendsens første møde med banen i stedet under weekendens første kvalifikation lørdag.
Lørdag morgen bød på en gentagelse af det dårlige vejr, og Q1 blev aflyst, inden Oliver Svendsen nåede på banen. Dette betød, at Q2 ville blive hans første gang på Nürburgring. Trods den svære start kørte Oliver Svendsen sig til en imponerende tredjeplads i kvalifikationen til weekendens første løb.
Som mesterskabsførende var Oliver Svendsens vigtigste opgave i weekenden at sikre så mange point som muligt for at bevare sin føring i mesterskabet.
Bagdæk gav op
Oliver Svendsen kom godt fra start i det første løb og kæmpede hele vejen om topplaceringerne. På sidste omgang befandt han sig i en firemandsgruppe, der kæmpede om førstepladsen. I sidste sving gjorde Oliver Svendsen klar til et overhalingsforsøg, men et bagdæk gav op, hvilket resulterede i en udskridning. Trods den store udfordring kom Oliver Svendsen ud på langsiden som nummer tre, hvilket også blev hans slutplacering i weekendens første løb.
Desværre besluttede løbsledelsen at tildele Oliver Svendsen en straf for episoden i sidste sving.
Mere aggressivt
I det andet løb valgte Oliver Svendsen at køre lidt mere aggressivt for at vise, at han stadig havde farten til at vinde. Fra starten lagde han sig i front for at demonstrere sin styrke over for konkurrenterne. Igen befandt Oliver Svendsen sig i en firemandsgruppe, der kæmpede om føringen.
Halvvejs gennem løbet rykkede han frem til fronten og lå flere gange i spidsen. På næstsidste omgang tog han føringen og kiggede sig ikke tilbage. Han krydsede målstregen som en sikker vinder med 0,7 sekunders forspring til nummer to.
»Jeg er sindssygt glad for min præstation og følte, at jeg havde overskud gennem hele løbet. Jeg kunne falde lidt tilbage og derefter hente fronten igen. Jeg tror, dette er et af de bedste løb i min karriere,« fortæller Oliver Svendsen.
Nu kan den unge danske kører forberede sig på mesterskabets sidste afdeling på den tyske bane Hockenheim 20. til 22. september, hvor han har en solid føring i mesterskabet. Inden da skal Oliver Svendsen dog på banen til sidste afdeling af det danske mesterskab på Ring Djursland, hvor han stiller op på sin gamle Kawasaki 600 SuperSport 600-maskine.