Fortsæt til indhold

11 medaljer af ædelt metal til vandskibørn

Det er sæson for vandski-mesterskaber. Nu blev det børnenes tur til at høste medaljer ved dm.

Sport

I weekenden 7.-8. september tog syv af Skanderborg Vandskiklubs juniorer til vandskistævne i Kerteminde for at konkurrere mod andre unge fra Danmarks vandskiklubber. Stævnet var sæsonens tredje og sidste i rækken af de såkaldte Junior Fun Tours, der har særligt fokus at lege, hygge og lære andre vandskiglade børn fra landets andre vandskiklubber at kende.

I løbet af dagene blev der konkurreret på vandet i disciplinerne trick og slalom, hvor Skanderborg Vandskiklubs unge medlemmer klarede sig ualmindeligt flot, skriver klubben selv i en pressemeddelelse.

Alle klubbens deltagende medlemmer kom hjem med podiepladser i deres respektive niveauer. I slalom vandt klubbens juniorer i alt to guld-, tre sølv- samt to bronzemedaljer, mens de i trickdisciplinen hentede tre guld- og en sølvmedalje hjem.

Efter de i alt tre Junior Fun-konkurrencer, der er blevet afviklet hen over sommeren, kåres den bedst placerede vandskiløber i Danmark som vinder af hovedpræmien, der består af en uges vandskitræning i Italien.

I år var det Simon Wase fra Skanderborg Vandskiklub, der vandt den flotte hovedpræmie og således blev belønnet for sine mange timers dedikerede træning på vandet.

»Klubbens unge juniorer har trænet sammen minimum hver torsdag siden 1. maj, og ofte også i weekenderne. De unge har trænet disciplineret, men deres træner; Susanne Wase har, ud over den tekniske træning, haft stort fokus på, at en sport og konkurrence skal være sjovt at deltage i,« skriver Skanderborg Vandskiklub i pressemeddelelsen.

Træner Susanne Wase er overbevist om, at dette fokus er med til at fastholde de unge i en sport og for alvor viser sig ved de flotte placeringer, de unge har opnået ved konkurrencerne.