Lodtrækning: Brabrand skal møde superligaklub, som tidligere har slukket aarhusiansk pokaldrøm
AGF og Brabrand IF har fået nye modstandere i pokalturneringen.
Efter Brabrand IF’s store overraskelse onsdag, hvor 3. divisionsklubben fra det vestlige Aarhus slog Randers FC’s superligamandskab ud af pokalturneringen, venter nu endnu en modstander fra den øverste række. Det står klart, efter lodtrækningen til ottendedelsfinalerne fandt sted torsdag aften.
Her blev det nemlig afgjort, at Brabrand IF skal møde FC Nordsjælland.
Farum-klubben, som ikke har fået den bedste start på superligasæsonen med en aktuel 8.-plads i tabellen, har tidligere været endestation for en anden aarhusiansk pokaloverraskelse. I kvartfinalen af 2023-udgaven slog klubben således Aarhus Fremad ud over to kampe i kvartfinalen, efter holdet fra Riisvangen ellers havde sejret mod Brøndby IF på hjemmebane.
Også AGF har fået sat navn på sin modstander i næste pokalrunde. Efter sejren over VSK Aarhus skal holdet en tur til Skive. Her venter Skive IK, som til daglig har en tilværelse i landets tredje bedste række.
Der er endnu ikke kommet datoer og klokkeslæt for ottendedelsfinalerne, men efter planen skal de spilles i slutningen af oktober, og så er der kvartfinaler i december.