Fortsæt til indhold

Bliver AGF Gift-ige i domkirkebyen?

Søndag skal AGF til Viborg, hvor den savnede Gift Links kan få comeback.

Sport

Når AGF tager til domkirkebyen Viborg på søndag, er det sandsynligvis med Gift Links i truppen.

Flere medier har meldt hans comeback på træningsbanerne på Fredensvang, og det er tiltrængt, eftersom AGF ikke har sejret i Superligaen, siden den lynhurtige sydafrikaner blev skadet i opgøret mod FC Nordsjælland.

Det er efterfølgende blevet til tre uafgjort kampe i træk, hvor målfesten er sat i bero for en stund. Flere eksperter og fans har peget på, at en af hovedårsagerne til færre mål netop er fraværet af den venstre wingback - ikke kun på grund af hans indlæg, men også fordi Mikael Anderson som følge af Links’ fravær er blevet rykket fra højre til venstre side.

Modstanderen Viborg FF er i lighed med AGF et af Superligaens mest scorende hold. Med 21 mål er fodsportsforeningen det tredje mest scorende, mens AGF topper den liste med 24 mål efter en især forrygende august måned.

Forventer udsolgt udebaneafsnit

Udeholdet kan vanen tro forvente en storstilet opbakning. I skrivende stund er der få hundrede billedet tilbage i udebaneafsnittet, hvor der er plads til 1.400 tilskuere.

Hjemmeholdet ligger på en 8. plads i Superligaen efter en blandet sæsonstart, hvor det er blevet til tre sejre i ti kampe. AGF indtager en 3. plads i ligaen trods hattricket i uafgjorte kampe.

AGF og Viborg FF’s seneste ti opgør har fordelt sig med fire sejre til hver og to uafgjorte. De to klubber tørnede senest sammen i november 2023, hvor AGF hjemme vandt med 2-0.

Kampen fløjtes i gang søndag 6. oktober klokken 16 på Energi Viborg Arena.