Klager skrev til graffiti-kunstner på TikTok: Vil »gøre alt« for at sætte en stopper for AGF-værk
Et elskab med et AGF-logo skal males om, efter kommunen i sidste måned modtog en henvendelse fra en borger. Nu kan avisen så løfte lidt af sløret for iøjnefaldende korrespondance mellem ham og kunstneren bag værket. Graffiti-maler Johan Wiklund fortæller, han nu er sendt i tænkeboks over, hvad nyt motiv skal være.
Graffitimaleren Johan Wiklunds elskab, der er udsmykket med et stort AGF-logo ved Marselis Boulevard over for Stadion Allé, skal males om.
Det kunne vi fortælle i sidste uge, efter at Aarhus Kommune 11. september havde modtaget en henvendelse fra en borger, der stillede sig undrende overfor, hvorfor kommunen i forbindelse med sit byforskønnelsesprojekt ”Bedre Byrum” havde givet lov til »at male reklamer for børsnoterede selskaber som AGF A/S« på elskabet.
Og seks dage senere vendte kommunen så tilbage til den pågældende borger og medgav, at man var gået for langt, og at værket nu skulle laves om:
»Vi har foretaget en konkret vurdering af det pågældende el-skabs kunstværk – og har på baggrund af det, haft en dialog med kunstneren om at lave et nyt værk. Tak for din henvendelse,« skrev Marie Overgaard Nielsen, projektleder ved Bedre Byrum hos Teknik og- Miljø i sit mailsvar til borgeren.
Overfor avisen understregede projektlederen efterfølgende, at det, der især havde fået kommunen på andre tanker, var, at det var et decideret logo fra en kommerciel aktør, som var blevet udsmykket på det kommunale elskab.
Men at man i det hele taget havde modtaget en klage, spillede i sig selv også en rolle for afgørelsen, medgav hun.
Nu kan avisen så løfte lidt af sløret for, hvordan den afgørende, ene klage overhovedet endte hos kommunen. For er værket så at sige blot spottet af en tilfældig forbipasserende med ekspertise i kommunalfuldmagtsreglerne? Eller stikker klagen dybere?
En chat-korrespondance mellem klageren og kunstneren bag værket, som avisen har set, indikerer i hvert fald det sidste.
»Når man tror, man ejer Aarhus«
For i dagene omkring 11. september var det ikke kun Aarhus Kommune, der modtog en henvendelse fra den pågældende borger - det gjorde graffitimaler og kunstner bag AGF-værket Johan Wiklund også. Det var dog i en række private beskeder på det sociale medie TikTok.
»Jeg vil gøre alt for at forhindre, at de værdier, den gymnastikforening står for, spredes mere, end de allerede er. Det er kommet for langt, når man tror, man ejer Aarhus, eller som du skriver, udråber sig som Byens Hold,« skrev borgeren bl.a. i korrespondancen.
For borgeren, der har henvendt sig til kommunen, viser sig bl.a. også tidligere at have været tilknyttet en anden Superliga-klub, og af en ældre artikel fra et landsdækkende medie kan man også læse, hvordan manden har haft en strid med AGF.
Avisen kender mandens identitet, men da han ikke er vendt tilbage på vores gentagne henvendelser, omtaler vi ham ikke med navn - idet han heller ikke er en person, der er kendt i den bredere offentlighed.
I beskederne til graffitimaler Johan Wiklund understreger han dog, at han ikke har noget problem med kunstnerens andre værker rundt om i byen.
»De er faktisk en berigelse,« skriver han og tilføjer: »Men det firmalogo ved Marselis Boulevard ser jeg gerne fjernet.«
I korrespondancen på TikTok gør manden det klart, at han gerne vil vide, hvordan graffitimaleren har fået sin tilladelse og af hvem til at lave »reklamer for virksomheder, listet ind under begrebet kunst eller graffiti«.
»Jeg vil bestemt tage sagen videre. Har allerede taget kontakt til dem (kommunen, red.), før jeg vidste, at værket var dit. De er gået i flyverskjul. De ved godt, jeg har en sag, jeg med garanti vinder. Tag det ikke personligt, jeg deler bare ingen af de værdier, det selskab (AGF, red.) står for,« skriver manden i TikTok-korrespondancen.
Sendt i tænkeboks
Nu ender det i hvert fald til syvende og sidst med, at værket skal laves om. Noget som ærgrer graffiti-maler Johan Wiklund, der i stedet er røget i tænkeboks over, hvad et nyt motiv på elskabet så skal være.
»Det, jeg faktisk er allermest ked af, er jo på vegne af dem, der er glade for værket,« siger graffitimaleren, der i kølvandet på kommunens kontra-beslutning har fået en række opbakkende henvendelser og ideer til et nyt motiv til elskabet.
»Og der er jo tydeligvis mange, der er begejstret for det, og nu skal jeg på en eller anden måde leve op til et nyt værk, og lave noget, som både er inden for rammerne i forhold til det juridiske, men stadigvæk ikke skuffer alle dem, der var glade for det oprindelige værk,« siger han.
Johan Wiklund medgiver dog også, klageren har haft en pointe et stykke ad vejen:
»Han (klageren, red.) har jo ret på den måde, at det jo er et børsnoteret aktieselskab, og det kan man jo i virkeligheden ikke reklamere for. Men omvendt så er det jo netop også en idrætsforening med hundredvis af frivillige, som jeg også selv har og stadig spiller basket i og betaler kontingent til - så det er jo ikke reklame for en kommerciel virksomhed, som det her handler om - det handler om sammenhold for fa’en,« mener Johan Wiklund.
Han har i stedet foreslået kommunen, om man ikke blot kan fjerne skriften, hvor der står AGF, for så er der kun et våbenskjold tilbage. Et flere hundrede år gammelt våbenskjold, som i forvejen bliver brugt af Aarhus Kommune på broer, kloakdæksler og lignende, og kommuner må ifølge reglerne godt reklamere for sig selv.
»Men den gik ikke,« som Johan Wiklund selv formulerer det.
For der har meldingen fra kommunen været, at man gerne vil helt væk fra logoer, og ikke ud i en ny situation, hvor et værk kan tolkes som en reklame for en kommerciel aktør.
»Så jeg skal have fundet på noget andet, og jeg tænker, det måske bliver noget med stadion, måske nogle fans. Det jeg tidligere har lavet, har jo været inspireret af ting, som er i nærområdet, og det kunne jo også være noget med tivoli, Marselisborg Slot, Aarhus Bugten eller Tangkrogen - det kunne være en sammensmeltning af de ting, der ligesom er i området,« siger Johan Wiklund.
Hvad det endegyldigt bliver, har han ikke lagt sig fast på - skitsen er ikke lavet endnu, og han går stadig med forskellige ideer i tankerne. Men graffitimaleren regner med at komme det nærmere i løbet af efterårsferien, da det nye værk gerne skal males inden vinteren for alvor rammer.